Mød din MBTI-træner Niels Stenz – ENFJ
– Du skal jo være lærer, var en sætning, som den dengang 13-årige Niels Stenz ofte hørte. Og Niels mener da også, at han er født til at undervise. Til at sætte viden i mindeværdige og anderledes rammer, som efterlader dem, han underviser, med en aha-oplevelse. Vejen til at blive psykolog og erfaren underviser i personlighedsværktøjet MBTI har dog – med Niels’ egne ord – været lidt kringlet. Men rollen som underviser har fulgt ham, siden han som 15-årig første gang underviste i ungdomsskolen.
– Ja, det startede jo med, at jeg ikke skulle gå i gymnasiet … fordi jeg blev smidt ud.
I stedet stod den på fri ungdomsuddannelse, fordi Niels skulle dygtiggøre sig som lydtekniker. Da det heller ikke lige var sagen, aftjente han sin værnepligt og havde efterfølgende mange år i Beredskabsstyrelsen blandt andet som holdfører og underviser.
En diskusprolaps satte imidlertid en stopper for karrieren som brandmand. Undervejs havde han dog nået at færdiggøre en HF, og sideløbende vendte Niels tilbage til ungdomsrødderne og arbejdede i flere år som lydtekniker, inden han valgte at læse psykologi. Da psykologistudiet var færdiggjort, sprang han ud som erhvervspsykolog, og siden har han blandt andet rådgivet og undervist i MBTI.
Alle kan se de forskellige typer udspille sig og har pludselig fået et fælles sprog for det, som er udviklende for deres samarbejde. Og det er det, der gør, at jeg er blevet en vaskeægte believer.
Det var noget bavl – og ja, Niels er jyde
– I starten synes jeg faktisk, at MBTI var lidt noget bavl. Altså hele præmissen om at putte folk ned i nogle kasser. Det er simpelthen for simpelt. Men da jeg kom ud at arbejde med det, kunne jeg jo se, at folk nærmest fik åbenbaringer, når de arbejdede med det i praksis. Alle kan se de forskellige typer udspille sig og har pludselig fået et fælles sprog for det, som er udviklende for deres samarbejde. Og det er det, der gør, at jeg er blevet en vaskeægte believer, fortæller Niels om sit kærlighedsforhold til MBTI.
Niels er den dedikerede facilitator med hang til lidt spas
– Hvis vi kigger på min profil, ja, så er jeg jo en dedikeret facilitator. Jeg har en medfødt passion for at bringe folk tættere sammen, fordi jeg er utroligt harmonisøgende. Derfor prøver jeg virkelig også at gøre en MBTI-dag god for alle. Jeg gør alt for at sikre, at alle kommer med fra start til slut, så alle oplever at blive ‘skubbet til’ – i det tempo, de kan være med til. Målet er nemlig at skabe den udvikling, vi er trådt ind i lokalet for at opnå, forklarer den dedikerede facilitator, der ikke er bleg for at hive nogle rekvisitter med ind i undervisningen.
– Jeg gør, hvad jeg kan for at skubbe til folk. For at ryste folk lidt og for at sikre, at de rent faktisk er til stede, så alle får mest muligt ud af dagen. Så hvis man gerne vil prøve noget lidt anderledes og ryste posen lidt, så er jeg altid klar. Det er en drivkraft for mig at gøre min undervisning kreativ – det falder mig simpelthen mest naturligt – hvilket ikke er så overraskende, hvis man kender lidt til ENFJ’erne.