MBTI Trin II er for den seriøse MBTI-bruger

7. dec 2022 | Ledelse

Trin II: Når du for alvor vil noget med MBTI’en

Du har styr på Trin I og arbejder målrettet med MBTI. Men af og til føles det, som om der mangler et eller andet. Noget, der går dybere. Noget mere krydderi. Noget, du kan skræddersy til den person, du giver feedback til. Bare rolig; det er hverken dig eller MBTI’en, der fejler. Det betyder bare, at du er klar til Trin II. Klar til at fordybe dig og til at træde ind i det ekspert-fællesskab, der findes på næste niveau. Velkommen til. Sæt dig til rette, og gør dig klar til næste del af din rejse.

Kender du det her? Du går ind i H&M og køber en jakke. Det er en god jakke, og du ved, at en large passer dig godt. Den passer også rigtig mange andre mennesker godt. Til lige præcis dig kunne den dog godt have haft lidt længere ærmer for at passe perfekt, men det er en god jakke, der opfylder dit behov.

Når du går til en skrædder og køber din jakke, er det stadig en large, du køber. Men her tager den hensyn til, at dine arme afviger en smule i længden fra gennemsnittet af mennesker, der også passer en størrelse large, og du får mulighed for at vælge en nuance af blå, der er lidt anderledes end den, der hænger i butikken. Når du tager en Trin II-certificering, bliver du skrædderen, der kan give feedback, som passer endnu mere præcist på din respondent.

Sådan forklarer erhvervspsykolog Jakob Bjarnø Rasmussen ofte forskellen mellem MBTI Trin I og II, når han bliver spurgt. Og selvom Trin I giver et rigtig godt fundament, så er og bliver Trin II vejen, du skal ned af, hvis du virkelig vil nørde i bund.

Sæt krydderi på din MBTI-feedback

”Med Trin II-certificeringen tilføjer vi fem facetter inden for hver af de fire dimensioner – du kan kalde det en slags krydderi. Nuanceringen gør, at du kan ramme dine respondenters persontype mere præcist, og at de får lidt bevægelsesmulighed inden for deres typekode,” fortæller erhvervspsykologen og giver et eksempel:

”Bare fordi man overordnet set har et N i sin typekode, kan man sagtens bonne klart ud på at være fx erfaringsbaseret i sin tilgang til, hvilken information man stoler på. Og selvom man primært bruger sit F til at føre beslutninger ud i livet, kan man godt være mere i sit T, når det kommer til at være kritisk og søge beviser.”

Trin II har altså 20 ekstra facetter, som gør, at respondenten kan gå mere i dybden med sin udvikling. Derfor ser vi også, at der er flere, der kan nikke genkendende til resultatet af en Trin II end en Trin I.

Materialekatalog bliver tilgængeligt

”Så snart du har din Trin II-certificering i hus, åbner der sig desuden en ny verden af materialer,” fortæller Jakob Bjarnø Rasmussen. ”Helt lavpraktisk sker der en automatiseret generering af resultaterne, der fx fortæller noget om, hvordan denne type baseret på sine præferencer og facetscore agerer i en konflikt. Der er flere hjælpeord, og tematikkerne er mere udpenslede.”

MBTI-træneren forklarer, at respondenternes spørgeskema er mere omfattende i en Trin II-certificering, og man derfor får mere data til modeller, tabeller og oversigter på både individ- og gruppeniveau. Det kan være en stor hjælp, at du bare kan plotte data ind i en skabelon, frem for selv at skulle finde på et redskab eller diagram. Det kan være en stor fordel, hvis man stadig er lidt ny med MBTI’en, men ifølge Jakob Bjarnø Rasmussen giver det mest af alt fantastiske muligheder for de erfarne MBTI-brugere til at dykke rigtig, rigtig dybt:

”Du kan som sådan godt stoppe ved den automatiske generering, men vi kender vores certificerede og ved, at langt de fleste er kæmpe-nørder på persontypeområdet og hellere vil bruge det som springbræt. De 20 nye elementer kommer til udtryk på hver sin måde, og det er lige præcis her, MBTI-feedbacken kommer op på ekspertniveau. Når du kan hjælpe respondenten med at forstå sig selv bedre, og du kan tolke og analysere dig frem til, hvor han eller hun afviger fra sin typekode, giver du respondenten en helt anden forståelse af sig selv, og i team-sammenhæng vil grupperingen af præferencer kunne forklare dynamikkerne langt grundigere. Det giver altså et helt andet liv.”

Er Trin I ligegyldig efter Trin II-certificeringen?

Når du har en Trin II-certificering, vil det som regel være den, du vender dig mod. Men det betyder ikke, at du aldrig kommer til at fiske Trin I-certificeringen op af rygsækken igen:

”Overordnet set tilbyder Trin II meget mere til feedbacken. Men i visse situationer giver det mening at holde sig til Trin I, fx hvis man har meget begrænset tid til at give feedback. Så kan respondenten godt gå derfra med en uopfyldt følelse, fordi der var så meget, I ikke nåede forbi,” fortæller Jakob Bjarnø Rasmussen og minder om, at Trin II jo bygger på Trin I.

”Men der er jo det ved det, at man altid kan udlede en Trin I af en Trin II. Derfor ser vi også rigtig mange af vores Trin II-certificerede, som klart foretrækker at bruge den uddybende version, når først de har fået øjnene op for den. Det handler både om at kunne give en bedre feedback til respondenten, men det handler også om den certificerede selv. MBTI er for mange en passion. De kan slet ikke lade være med at analysere på de mennesker, de møder i deres hverdag, og de har et drive for at dykke længere og længere ned og for at lære så meget på området som overhovedet muligt. Trin II er for MBTI-nørden, der for alvor vil tage det ekstra skridt med sin tilbagemelding.”

 

Kontakt

Flere nyheder