Fokusér på tilknytning til arbejdspladsen og drop tanken om fastholdelse
Hvad kan jeg gøre for at fastholde medarbejderne på arbejdspladsen? Det er et spørgsmål, som mange ledere stiller sig selv. Særligt i de brancher, som oplever rekrutteringsudfordringer, er ønsket om at fastholde medarbejderne stort. Men hvis din indsats for at holde på medarbejderne først træder i kraft, når medarbejderen allerede står med det ene ben ude af døren, er du for sent ude. Allerede fra dag 1 skal du nemlig have fokus på at arbejde proaktivt med at skabe en positiv tilknytning til arbejdspladsen – og her kan du med fordel starte ved at bevæge dig væk fra det negativt ladede ord ’fastholdelse’ og hen mod det langt mere positivt klingende ord ’tilknytning’.
Når jeg rådgiver organisationer – private såvel som offentlige – om rekruttering og de vanskeligheder, der kan være forbundet med at finde kompetente medarbejdere, er en af de afgørende pointer, jeg søger at nå frem til, at det i bund og grund handler om at skabe en attraktiv arbejdsplads.
Du skal kunne tilbyde en arbejdsplads, hvor folk gerne vil være ansat. Og når medarbejderne på et tidspunkt har brug for at foretage et skift i forhold til deres kompetencer eller i forhold til deres drømme for fremtiden, skal du være dygtig til at hjælpe dem godt videre. Acceptér, at det er et vilkår, at medarbejdere finder nye græsgange, og at det bedste, du kan gøre, er at sikre gode rammer, mens medarbejderen er på arbejdspladsen.
Skab en attraktiv arbejdsplads
Ved at acceptere at medarbejderne – og særligt den yngre generation på arbejdsmarkedet – i højere og højere grad kommer til at foretage mange skift i deres karriere, kan din organisation være proaktiv frem for reaktiv. Det handler blandt andet om at sørge for, at den enkelte medarbejder føler sig set, hørt og forstået. Som leder skal du søge at få indsigt i de præferencer, der giver den enkelte arbejdsglæde og motivation og bruge den viden til at tilrettelægge medarbejderens arbejde ud fra. Med andre ord, I skal lære hinanden at kende, opbygge en stærk relation, som også vil gøre det mere lige til at optimere hver enkelt medarbejders indsats og arbejdsglæde. Vigtigt er det naturligvis, at hensynet til den enkelte ikke overskygger kerneopgaven på arbejdspladsen, men hvis der er delelementer af opgaven, som taler godt ind i forskellige medarbejderes foretrukne arbejdsstil og -opgaver, er det oplagt at bruge det i opgaveløsningen.
Det relationelle arbejde er vigtigt
Når du som leder gør en indsats for at skabe motivation hos den enkelte medarbejder, vil han eller hun opnå en større arbejdsglæde og en følelse af at være en del af holdet. Det er elementer som dem, der gør, at medarbejdere føler en større tilknytning til arbejdspladsen. Dertil kommer, at det er vigtigt for alle at føle, at det arbejde, man udfører, giver mening, og derfor skal du som leder altid kunne sætte virksomhedens overordnede vision og formål op imod den enkelte medarbejders arbejde. Det er vigtigt at mærke, at lige præcis det arbejde, jeg udfører, er en del af en større sammenhæng. Det er med til at skabe en vigtig og meningsfuld relation til arbejdspladsen for hver enkelt medarbejder.
Når relationen til arbejdspladsen og lederen er stærk, er muligheden for at tale om de ting, der er vanskelige også styrket: En attraktiv arbejdsplads er nemlig ikke kun en arbejdsplads, der er god at være på, når det går godt. En arbejdsplads skal også sikre psykologisk tryghed for medarbejderne, så det er et godt sted at være ansat, når det er svært.
Psykologisk tryghed danner også grundlaget for sund feedbackkultur, som er endnu et afgørende element i at skabe den attraktive arbejdsplads. For med en indarbejdet feedbackkultur er der et naturligt og kontinuerligt fokus på at optimere – og det gælder for alle i virksomheden, ledere såvel som medarbejdere. Feedback er med til at sikre, at hver enkelt har de bedste forudsætninger for at udvikle og dygtiggøre sig og samtidig er det med til at fremme idégenerering og samarbejde.
Det vigtige relationelle arbejde er altså helt afgørende, og som leder skal du både sætte tid og ressourcer af til det. Din organisation eller virksomhed opnår den største effekt, når der er sat en struktur og en ramme for det relationelle arbejde, og den struktur er bare nemmest at indføre, når du har ledelsesmandat og beslutter, at det skal have lov til at fylde.