Fysisk og mental træning på hjemmearbejdspladsen

feb 9, 2021

Fysisk og mental træning på hjemmearbejdspladsen

Tre ugentlige træningssessioner online er med til at sikre, at medarbejderne i Gentofte Kommune holder sig fysisk aktive på hjemmearbejdspladsen.

I Gentofte Kommune har man et stort ønske om at sikre medarbejdernes trivsel og fysiske helbred på hjemmearbejdspladsen. I den forbindelse har Human House gennem to webinarer holdt oplæg for kommunens medarbejdere om, hvordan man strukturerer og indretter hjemmearbejdspladsen bedst muligt. Ud over de to webinarer har kommunens medarbejdere også mulighed for at deltage i online træningssessioner tre gange om ugen.

I kommunen har man generelt fokus på, at alle medarbejdere har det godt både fysisk og mentalt, og mange medarbejdere har selv efterspurgt idéer til, hvordan de indretter og strukturerer arbejdsdagen bedst muligt, når de sidder derhjemme og ikke har deres sædvanlige hæve-sænkebord. Derfor er både webinarer og træningssessioner blevet taget godt imod.

Kodeordene er variation i arbejdsstilling og bevægelse over dagen

Seniorkonsulent i Human House Hanne Mølgaard er en af oplægsholderne på webinarerne og de fysiske træningsøvelser. Hun understreger, at det er vigtigt, at vi også tager den fysiske aktivitet seriøst, og at vi er ekstra opmærksomme på, at der ofte er en sammenhæng mellem den fysiske og mentale sundhed, når vi er nødt til at arbejde hjemmefra.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi rører os meget mindre, når vi arbejder hjemmefra. Kaffemaskinen og toilettet er lige ved siden af døren, og kantinen er byttet ud med et køleskab, som også står meget tættere på. Vi går ikke rundt mellem kollegernes arbejdsstationer, og mange af os står ikke oprejst, når vi arbejder hjemmefra. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi holder os fysisk aktive”, siger Hanne Mølgaard.

Mere end 100 tilmeldte og positiv feedback

Human House har udover den ugentlige træning også afholdt to webinarer for Gentofte Kommune med mere end 100 medarbejdere.

”Der har været stor efterspørgsel efter webinarer, hvor medarbejderne kan få værktøjer og inspiration til, hvordan de strukturerer og håndterer hjemmearbejdet. Pladserne blev hurtigt optaget, og vi har fået meget positiv respons på undervisningen”, siger Hanne Mølgaard.

Tre ugentlige træningssessioner gør en stor forskel

Tre gange om ugen har medarbejderne i Gentofte Kommune mulighed for at deltage i 15 minutters fysisk træning, hvor pulsen kommer op. Her leder konsulenter fra Human House medarbejderne igennem dagens øvelser.

”Træningssessionerne består af en række forskellige øvelser, og selvom det måske kan virke lidt fjollet at løbe eller gå på stedet, så betyder det meget. Det er ikke bare 15 minutters udstrækningsøvelser, hvor vi står stille. Målet er, at pulsen også kommer lidt op”, siger Hanne Mølgaard fortsætter.

”Jeg synes, det har været rigtig sjovt og spændende. Medarbejderne har taget godt imod øvelserne. Det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til, at vi kommer tilbage til normale tilstande, men indtil da er det vigtigt, at vi alle gør vores bedste for at holde os i gang”, afslutter hun.

Kontakt

Flere nyheder

Cases