Energikrisen udfordrer vores basale behov

4. okt 2022 | Arbejdsmiljø

Energikrisen kradser: Hvad er modsvaret, når vi bliver udfordret på vores basale behov?

Vi havde kun lige fået hovedet op af COVID-hullet, og nu står vi endnu en gang i en verden, der ikke ligner den, vi kender. Inflation, krig og hastigt stigende energipriser er dagligdagens hymne. Men hvad sker der egentlig med os, når vi bliver udfordret på vores basale behov? Ifølge erhvervspsykolog Tue Isaksen er bl.a. sygefravær et sted, vi kommer til at se effekten af krisen, og han mener, at det kræver et stort fokus på fællesskabet at komme igennem med skindet på næsen.

”Helt generelt kan vi se, at når der sker større omvæltninger, så binder det os sammen. Det kunne vi se, da muren faldt, da World Trade Center blev angrebet, og senest da COVID-19 brød ud. Sådanne store begivenheder tydeliggør ret kraftigt, hvad det er, vi er sammen om, og det gør, at vi kaster småting til side og står sammen.”

Det fortæller Tue Isaksen om vores naturlige reaktion, når vi bliver presset af eksterne begivenheder, vi vurderer som farlige. Og det kan helt konkret aflæses i sygefraværsstatistikkerne:

”Når de her store begivenheder ændrer vores verdensbillede, så stepper vi op, passer på hinanden og udviser det, der under den første COVID-bølge blev betegnet som samfundssind. Vi er mere produktive på vores arbejde, og vi er mindre syge, fordi vi værner om hinanden og bedre er i stand til at se det store billede, hvor det er ligegyldigt, om Anders løser en opgave anderledes, end du ville have gjort. Det betyder alligevel ikke så meget, når der er en ekstern trussel. Og mindre frustration betyder en øget tendens til ikke at tage en sygedag, der måske ikke var helt berettiget.”

Men så er det måske ikke så skidt, at det ikke er godt for noget?

Umiddelbart lyder højere produktivitet og lavere sygefravær jo som en positiv ting for både medarbejdere og virksomheder. Og det er det ifølge Tue Isaksen også – så længe det altså varer:

”På et givent tidspunkt kan vi ikke fastholde fællesskabet om en ekstern trussel længere, og så vil vi se, at sygefraværet stiger igen. Det så vi også under COVID-pandemien, hvor sygefraværet lige så langsomt begyndte at kravle op igen efter sommeren 2020.”

Tue Isaksen gør dog opmærksom på, at der er nogle tendenser lige nu, der gør, at vi ikke bare kan forvente samme forløb som under f.eks. COVID-pandemien. Noget af det, der gør ham lidt urolig, er, at vi ikke bare står over for én udefrakommende fare, men flere:

”Lige nu ser vi flere forhold, der kulminerer samtidig. Inflationen stiger, aktierne er i frit fald, vi står over for endnu et COVID-halvår, der er en krig i et vestligt land og en frygt for, at den breder sig – og så er vi presset på helt basale behov som varme, el og en fødevareforsyning, der i nogen grad allerede har svigtet. Frygten for, hvad der foregår på så mange parametre, øger presset. Enten kommer vi til at se en tendens, hvor folk rykker tættere sammen, eller også bliver de mere fragmenterede og lukker sig om sig selv og dem, de identificerer sig mest med.”

Samfundssind er et fælles ansvar

Men Tue Isaksen opfordrer til, at vi tager et par dybe indåndinger, får ro på og trækker i arbejdstøjet. For der er noget, vi selv kan gøre for at sikre, at vi står sammen både på arbejdspladsen og i privaten. Men det kræver en reel indsats:

”Som arbejdsgiver og leder har du et ansvar for at blive ved med at italesætte fællesskabet og det, vi er sammen om. For det er det eneste modsvar, der er på fragmenteringen. Selv når det føles irriterende at blive ved med at gentage, er det afgørende at huske medarbejderne på, hvor vigtigt det er, at vi har hinanden. Når vi ikke længere kan fastholde fællesskabet om den eksterne trussel, er vi nødt til at forankre fællesskabet i noget internt. Vi er nødt til at sikre et godt og velfungerende arbejdsfællesskab. Ellers kommer f.eks. sygefraværet til at stige til et meget højere niveau, end inden de eksterne trusler opstod.”

Men samfundssindet er ikke kun en nødvendighed på arbejdspladserne, hvor vi i forvejen har en tendens til at ligne hinanden. Også når vi træder ud ad døren på kontoret, har vi et ansvar for at opretholde fællesskabet:

”Vi er alle berørte af situationen, og de fleste er også påvirket økonomisk. Men husk lige, at selvom det er en træls situation, så er nogle hårdere ramt end andre, og de skal altså have hjælp først. Det kan være svært for os som mennesker at acceptere, at en anden skal have noget, vi selv mener, vi er berettiget til – det kunne f.eks. varmechecken. Der må man lige hanke op i sig selv og bare være glad for, at man lige nu og her godt kan klare dagen og vejen ved at skrue ned for varmen og bruge af opsparingen, selvom det gør ondt. Det kan være svært at holde fast i, men det er simpelthen vejen frem i den situation, vi står i lige nu,” slutter Tue Isaksen.

Kontakt

Flere nyheder