Kemisk risikovurdering og instruktion: Nu er prøveperioden forbi – er alle klædt på til opgaven?

feb 22, 2021

Kemisk risikovurdering og instruktion: Nu er prøveperioden forbi – er alle klædt på til opgaven?

I 2019 blev der indført ændringer i lovgivningen om kemisk risikovurdering på arbejdspladsen, og ændringerne har betydet, at man nu skal gribe opgaven ganske anderledes an end tidligere, når man i sit arbejde f.eks. gør brug af eller udvikler farlige kemikalier.

Arbejdspladsbrugsanvisningen (APB) udgik med lovændringerne, der trådte i kraft i juni 2019, fordi det blev vurderet, at APB’en ganske enkelt ikke var fyldestgørende, og at den lod for meget være op til den enkelte bruger i forhold til eksempelvis grundig gennemlæsning og forståelse af brugsanvisningen.

Fra Arbejdspladsbrugsanvisning til kemisk risikovurdering

”Den primære ændring, som blev indført i sommeren 2019, er, at man nu skal lave lave kemiske risikovurdering. Ansvaret er arbejdsgiverens, og opgaven ligger normalt hos arbejdsmiljøorganisationen i hver enkelt virksomhed. På vores kurser hjælper vi dem med at løse opgaven bedst muligt, så de er i stand til at imødekomme kravene i lovgivningen, der blandt andet omhandler en gennemgang af arbejdspladsens kemiske produkter, udarbejdelse af den kemiske risikovurdering og en vurdering af udsættelse af kemikalier og deraf de hensyn, der skal tages i det daglige arbejde,” fortæller kemiingeniør og seniorkonsulent hos Human House Hans S. Knudsen, som er en af underviserne på kurserne i kemisk risikovurdering og instruktion.

”Den kemiske risikovurdering er en typisk opgave i kommunerne, hvor der mange steder på den ene eller anden måde dagligt håndteres kemikalier i f.eks. skoler, servicefunktioner, vedligeholdelsesafdelinger, kommunale tandplejere for blot at nævne nogle, og vi har i Human House afholdt adskillige kurser, som har været særligt rettet mod afdelinger i kommuner,” fortæller kemiingeniøren.

Prøveperioden er slut

De kommunalt tilrettede kurser hos Human House har en varighed af cirka 3 timer, og de har både været afviklet som kurser med fysisk tilstedeværelse, men også som online forløb med op mod 50 deltagere.

”Vi oplever, at interessen for kurset har været særligt stor her på det seneste, fordi det nu er godt et år siden, at de nye regler trådte i kraft. Derfor må man gå ud fra, at Arbejdstilsynet nu har en forventning om, at reglerne rent faktisk også er implementeret på arbejdspladserne rundt omkring,” forklarer Hans S. Knudsen videre.

I Odsherred Kommune er der styr på kemien

I Odsherred Kommune har man ad flere omgange haft medarbejdere af sted på kursusforløbet Kemisk risikovurdering og Instruktion hos Human Houses, og Birte Friis Skytte har som Arbejdsmiljøkonsulent i kommunens Center for Organisation og HR været med til at planlægge og administrere, at kommunens medarbejdere er blevet klædt godt på i forhold til de nye kemiregler:

”Det har helt sikkert været udfordrende at skulle sadle om fra den gamle til den nye lovgivning. Vi var jo fokuserede på at udarbejde APB’en og imødekomme reglerne til netop den, og for godt et år siden blev det så klart, at den skulle erstattes af noget andet. Den nye lovgivning stiller nogle andre krav, men sikrer på en anden måde, at alle brugere er bekendte med den potentielle risiko, der er i arbejdet med diverse kemikalier. Men lovgivningen stiller også større krav,” uddyber Birte Friis Skytte, der netop i denne tid oplever, at mange serviceledere er ekstra udfordrede på den kemiske risikovurdering og de tilhørende datablade, fordi de ganske ofte skal forholde sig til nye overfladedesinfektionsmidler og afspritning, som derfor skal gennemgå en kemisk risikovurdering.

Men generelt er det forløbet fint at få kommunens relevante personale klædt på til de nye kemiregler, understreger Birte Friis Skytte:

”Vores medarbejdere har givet gode tilbagemeldinger på kursusforløbet hos Human House. Hvor det i begyndelsen af kurset måske umiddelbart har virket komplekst og detaljeret at foretage risikovurderingerne, er medarbejderne i forløbet blevet taget godt i hånden og har fået en god grundlæggende forståelse for de bagvedliggende grunde til, at en risikovurdering er vigtig i netop deres jobfunktion. Og de er dermed blevet i stand til at gribe opgaven an,” uddyber Odsherred Kommunes Arbejdsmiljøkonsulent.

Kontakt

Cases