Skam: Vi overser at anerkende følelserne bag stress

Skam er kommet i søgelyset, når vi taler stressforebyggelse. Forskning peger nemlig på vigtigheden af at tage højde for skam, når vi skal hjælpe medarbejdere, der er ramt af stress, eller som står på kanten til en stresssygemelding. Men hvad er skam, og hvilken rolle spiller skam i forhold til stress? Erhvervspsykolog Rikke Bæksted Nielsen gør os klogere.

”Mange ledere går – med de bedste intentioner – praktisk til værks, når de skal håndtere stressramte eller stresstruede medarbejdere; de fjerner opgaver fra medarbejderens bord og beordrer medarbejderen at slukke pc’en og gå hjem til tiden. De fjerner de ydre faktorer, der medvirker til at øge presset på medarbejderen, og det er godt og det rigtige at gøre, men det er lige så vigtigt at tage højde for de indre belastningskomponenter, og her er skam en af de tunge.”

Rikke Bæksted Nielsen er erhvervspsykolog hos Human House, og i sit samtalerum sidder hun ofte over for ledere og medarbejdere, der har ’ramt muren’. Herfra ved hun, at der bag stress-reaktionen ligger mange lag af individuelle og komplekse følelser, som skal håndteres, for at den stressramte kan genfinde fodfæste.

”Når vi udelukkende fokuserer på de ydre belastninger i forsøget på at skærme og hjælpe stressede medarbejdere, kommer vi til at overse det enormt vigtige arbejde, der ligger i at kortlægge de problematiske følelsesmæssige mønstre, der også ligger til grund for stressreaktionen. Det er en krævende opgave, og det er ikke givet, at man som leder har kompetencerne til at varetage den. Det resulterer ofte i, at man helt ubevidst kommer til at negligere medarbejderens følelser, når stress skal håndteres. For en helt afgørende opgave er at agere følelsesmæssigt kompas for den stressramte, fordi den følelse af skam, som er en afgørende del af selve stressreaktionen, modarbejder medarbejderens egen evne til at navigere i egne og andres forventninger og behov,” forklarer erhvervspsykologen.

Hvad har vi at skamme os over?

”Fra et biologisk, evolutionært perspektiv er skam en overlevelsesmekanisme, som er med til at beskytte os fra at handle ondt og dermed sikre vores tilhør i flokken. Skam er med til at få os til at reflektere over andre menneskers tanker og følelser og gør os i stand til at indgå i sunde relationer,” forklarer Rikke Bæksted Nielsen.

Men når skammen tager over, opstår problemet, fordi vi bliver så optaget af andres tanker, følelser og behov, at vi ikke længere er realistiske i vores egne forventninger til, hvad vi kan, og det kan resultere i, at vi påtager os et ansvar, vi slet ikke kan eller skal løfte:

”I mine samtaler med stressramte klienter oplever jeg, at skam viser sig på flere niveauer. Alene det at være endt i en stresssygemelding er forbundet med skam for mange; skammen over ikke at kunne løfte sin opgave, skammen over at svigte sine kolleger, sine borgere, sin arbejdsplads – altså underforstået ikke at kunne passe ind i flokken og ikke være i stand til at indfri egne forventninger til sig selv,” forklarer Rikke Bæksted Nielsen.

Hertil kommer følelsen af ikke at kunne ’klare mosten’, som kan have rod i forskellige ting:

”Nogle har svært ved at leve op til de krav og forventninger, de stiller til sig selv, fordi de sammenligner sig med kollegers formåen, eller fordi de forholder sig til, hvad de selv førhen har kunnet uden at tage højde for en eventuelt ændret livssituation.

Nogle oplever skam over ikke at have passet bedre på sig selv, når de nu pludselig står midt i dét at være stressramt og ser og mærker konsekvenserne af det. Her opstår ofte skammen over det, de er blevet til som en følge af stress; man har måske fået en kort lunte, som kommer til udtryk over for kolleger, kunder og borgere. Og man oplever måske, at man ikke formår at være den forælder eller ægtefælle, man gerne vil være, når man kommer hjem. Oveni alt det kommer den skam, der ligger i stigmaet, som desværre også er forbundet med stress, nemlig at være blevet ’én af dem’. For der hersker en idé om, at det er svagt at bukke under for stress, og det er selvfølgelig enormt uhensigtsmæssigt,” understreger Rikke Bæksted Nielsen

Jagten på at præstere 100 procent

Stress og skam er altså tæt forbundet og udløses af den konflikt, der for eksempel opstår, når man fastholder et ideal om at ville levere 100 procent:

”Vores faglighed, værdier og erfaring dikterer for os, at vi skal yde 100 procent, men når det ikke er muligt at yde 100 procent, bliver målet en del af belastningen; når vores ambitioner og forventninger clasher med virkeligheden, opstår stress, og her vækkes også skammen, fordi vi simpelthen ikke kan leve op til vores eget ideal,” slår Rikke Bæksted Nielsen fast.

Derfor kan det ifølge erhvervspsykologen være at slukke ildebrande, når man fjerner opgaver fra den stressede medarbejders bord, for hvis vedkommende fortsat arbejder ud fra et mindset om at levere 100 procent, så kan det ikke stå alene, at lederen fjerner en opgave fra bordet.

”Har medarbejderen accepteret vilkårene – altså, at det er en præmis, at man skal justere i de 100 procent? Eller gør vedkommende det kun, fordi lederen beder om, at man går hjem klokken 16 og ikke klokken 17? Én ting er nemlig, at man gør, som der bliver sagt, en anden er de følelser, der følger med. Her skal vi se på den enkelte medarbejder, og vi skal kortlægge de følelser, der er forbundet med det at være stresset – og vigtigst, vi skal anerkende følelserne.”

Vi skal normalisere skam

”Når jeg hjælper stressramte med at genfinde balancen, starter vi ofte med at se nærmere på, hvordan vi får egne forventninger til at stemme overens med virkeligheden. Her gælder det ikke om, at man skal stoppe med at gøre sig umage. Det handler om at tilpasse egne forventninger til virkeligheden og samtidig blive anerkendt i, at det er svært. Skammen skal vi italesætte og normalisere. Den bor i os alle – den er en del af det at være menneske. Dét kan hjælpe en stressramt at få på plads, og samtidig er det med til at anerkende de følelser, der følger med,” fortæller Rikke Bæksted Nielsen og uddyber:

”Vi skal forstå stress som en skade på lige fod med et brækket ben. Når du har brækket benet, vil der være en periode, hvor det bare ikke er muligt for dig at gøre de ting, du plejer. Dit ben vil have brug for at restituere. Det samme gælder for en stressramt hjerne – en brækket hjerne, om du vil. Det tager tid at genoptræne en hjerne, der har lidt et brud, ligesom det tager tid at genoptræne enhver anden legemsdel. Derfor er det helt berettiget, at du er sygemeldt, bliver taget hensyn til og skal optrappe i belastning stille og roligt – det er ikke skamfuldt eller svagt. Det er helt normalt og en naturlig del af det at være menneske.”