Vision Zero logo på farvet baggrund

4. nov 2020 | Arbejdsmiljø, Ledelse

Det danske Vision Zero Council kom flyvende fra start

Den 21. oktober var dagen for opstartsmøde i det nyetablerede Danish Vision Zero Council, hvor arbejdsmiljøansvarlige fra 14 danske, internationale virksomheder var samlet. Dagen bød på inspiration og udveksling af ideer til både strategier og praktiske værktøjer for at sikre udviklingen af en god forebyggelseskultur.

Som aktiv deltager i Vision Zero-kampagnen har Arbejdsmiljøcentret Human House taget initiativ til at etablere et Danish Vision Zero Council. Formålet er at give større ambitiøse internationale virksomheder i Danmark mulighed for og rum til at dele viden og blive inspireret af forskning, forebyggelsesprogrammer og aktiviteter for at forbedre sikkerheden, sundheden og trivslen på arbejdspladsen.

”Jeg synes helt sikkert, at vi har haft en meget lovende start på Danish Vision Zero Council. Jeg er især glad for, hvordan vi allerede fra start tæller intet mindre end 14store danske virksomheder fra forskellige industrier, som har det tilfælles, at de alle er meget ambitiøse, når det kommer til deres medarbejderes sikkerhed, sundhed og trivsel,” fortæller Lars Tornvig, der er direktør i Arbejdsmiljøcentret Human House.

Dagen forløb med oplæg fra bl.a. Pete Kines fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). I sit oplæg præsenterede han den nyeste internationale Vision Zero-forskning om Proactive Leading Indicators, som handler om at sætte proaktive mål på arbejdsmiljøarbejdet. Det er tanken, at Danish Vision Zero Council skal kobles med større globale Vision Zero-virksomheder, og i den forbindelse gav Vision Zero-ambassadør Hans-Horst Konkolewsky en status på kampagnen og fortalte om, hvordan det globale Vision Zero Business Forum vil samarbejde tæt med det danske Council. Dagen sluttede med et spændende oplæg om Siemens ’Zero Harm Culture’ fra Lars Hoffmann, der er Head of EHS Expert Center i Siemens og medlem af det globale Forum.

“Det var skønt endelig at kunne samle det danske Council, og under hele mødet var der en god stemning, og der var en konstant og livlig dialog i rummet. At dømme efter den feedback, som vi har fået fra deltagerne, tør jeg godt at sige, at vi har fået en rigtig god start,” siger Lars Tornvig.

Kontakt

Flere nyheder