To medarbejdere fra GSV arbejder på værksted

GSV vinder arbejdsmiljøprisen i 2023

Sommeren står lige for døren, og traditionen tro springer årets studenter ud med deres huer, mens forældre landet over ser stolt på fra sidelinjen. Selvom det er en del år siden, at Ole Ryssel Rasmussen, arbejdsmiljøkonsulent i Human House, stod på sidelinjen som forældre, genkendte han tydeligt følelsen af stolthed over en flot præstation, da han for nogle uger tilbage var med, da GSV fik overrakt årets Arbejdsmiljøpris.

Ole startede sit samarbejde med GSV tilbage i 2019, hvor han netop havde stået på scenen, da hans anden mangeårige kunde Lemvigh-Müller vandt Arbejdsmiljøprisen. For Ole blev Lemvigh-Müller en naturlig inspirator for arbejdet hos GSV, hvor han mødte stor opbakning og gejst fra topledelsen. Sammen blev de enige om, at de ville gå benhårdt efter at skabe et sikkerhedskulturprojekt, der på sigt skulle sikre dem Arbejdsmiljøprisen.

”Vi startede med et simpelt system. Vi lavede en drejebog, og vi fik i samarbejde skabt en ny organisering af GSV’s arbejdsmiljøorganisation. GSV er en virksomhed, der har været i stor vækst, og derfor var det vigtigt, at det fokuserede arbejde med arbejdsmiljøet blev en vedvarende del af virksomhedens kultur. GSV har virkelig formået at skabe en stærk kultur hos både topledelse og medarbejdere, og de har i den grad løftet deres forebyggelsesniveau på imponerende vis,” fortæller Ole.

“Mennesker før maskiner”

Ifølge Kenny Bjerre Petersen, chef for sikkerhed, miljø og kvalitet i GSV, blev omstruktureringen af arbejdsmiljøorganisationen, som Ole bidrog til i 2019, kickoff til, at nu har hevet Arbejdsmiljøprisen hjem i 2023. Og selvom det ikke var målet i sig selv tilbage i 2019, kan GSV nu glæde sig over en reduktion i arbejdsulykker på hele 80 % som resultat af en sund og stærk sikkerhedskultur i organisationen.

”Helt overordnet startede det med et vedholdende og skarpt fokus fra topledelsen, som har stillet ressourcer til rådighed. Vi har så siden hen formået at få forankret den her sikkerhedskultur i hele organisation, så alle i GSV nu tænker sikkerhed og har fokus på ’mennesker før maskiner’,” forklarer Kenny.

Et stærkt fokus fra topledelsen og en gennemgående og vedvarende intern kommunikation er to af de grundpiller, der har bragt GSV hen, hvor de er i dag. Samtidig har de igangsat helt konkrete tiltag på baggrund af inddragelse af medarbejdere på alle niveauer gennem workshops og aktivering af arbejdsmiljørepræsentanter, hvor flere af Human Houses konsulenter har faciliteret og bidraget med rådgivning.

”Vi har siden 2019 haft glæden af at besøge GSV og rådgive dem på rejsen hertil. Det er her, at vi virkelig har fået vores mange kompetencer inden for arbejdsmiljø i spil, og jeg har derfor inddraget flere af mine kolleger til blandt andet obligatoriske sikkerhedskurser. Men vigtigst af alt har GSV været en virkelig inspirerende samarbejdspartner, fordi de virkelig har taget arbejdet seriøst og gjort det ’nemt’ for mig som rådgiver at træde ind i en seriøs og ambitiøs arbejdsmiljøorganisation,” fortæller Ole.

For Kenny har det også været en fordel at kunne inddrage Ole eller en anden konsulent fra Human House. Han fortæller, at de bliver taget godt imod af medarbejderne, og at de kan bidrage med ting, som kan være svære at få øje på som ’insider’.

”Det har været så rart at have Ole som support undervejs på rejsen hertil. Hvis vi har oplevet, at der er noget, vi har haft brug for nye øjne på, har vi altid kunnet ringe til Ole, og så har han guidet og rådgivet os til et endnu bedre resultat,” forklarer Kenny Bjerre Petersen.

Alle skal med på rejsen mod et sikkert arbejdsmiljø”

Ifølge Kenny er der især én ting, der er vigtig, hvis man – ligesom GSV – ønsker at skabe en bedre sikkerhedskultur og få arbejdsmiljøarbejdet ud og leve i organisation:

”Alle skal med på rejsen. Det gælder især topledelsen, men det gælder i høj grad også medarbejderne. Alle i GSV er enige om, at det er det værd, at vi har så meget fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø generelt. Selvfølgelig har det haft en økonomisk gevinst, at vi har nedbragt vores ulykker, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er gået ind i det her for mennesket – for vores medarbejdere,” forklarer han.

Om G.S.V materieludlejning A/S

GSV er Danmarks førende materieludlejer med materiel til alle bygge- og anlægsopgaver. Uanset om det drejer sig om småt håndværktøj til en mindre byggeopgave eller de helt store maskiner, der skal i brug, når Danmarks motorveje, broer og metroer anlægges. GSV har 22 afdelinger fordelt over hele landet med 580 kolleger.

Kontakt

Cases