
Velkommen – vi har glædet os til at se dig!
Forestil dig, at du træder ind ad døren til din nye arbejdsplads. Du bliver mødt med smil, en varm velkomst og en kollega, der allerede står klar til at vise dig rundt. Din computer virker, dit navn står på døren, og der ligger en lille hilsen på dit skrivebord. Du mærker det med det samme: Her er jeg velkommen.
Tiltrækning og onboarding af nye medarbejdere er ikke bare HR-opgaver. Det er fundamentet for trivsel, engagement og langvarige relationer på arbejdspladsen. Når vi ikke tager imod nye kolleger med varme, støtte og nysgerrighed, risikerer vi at miste dem, længe før de overhovedet er landet.
På workshop nummer to i projektet Skab fremtidens attraktive arbejdspladser, som er skabt af Human House i samarbejde med Business Kolding og Dansk Erhvervsfremme og støttet af Velliv Foreningen, dykkede de 15 deltagende virksomheder ned i, hvordan de skaber en arbejdsplads, der tiltrækker de rette mennesker – og får dem til at blive. Det er et tema, som er relevant for alle arbejdspladser, og derfor kan du dykke ned i udvalgte pointer fra workshoppen her.
Onboarding er en investering
Et godt onboardingforløb er ikke noget, der sker af sig selv. Det kræver planlægning, ejerskab og en tydelig rammesætning. Arbejdet med onboarding kræver, at vi sætter mål og delmål: Hvad vil vi opnå? Hvor skal vi sætte ind først? Og hvordan ved vi, at vi er lykkedes?
Når onboarding lykkes, kan det mærkes. Ikke kun af den nye medarbejder, men af hele organisationen. Et godt onboardingforløb skaber:
1) Hurtigere tilknytning og produktivitet
Når nye medarbejdere hurtigt forstår deres rolle, opgaver og relationer, kan de hurtigere bidrage og føle sig som en del af fællesskabet.
2) Større trivsel og engagement
En god start giver en følelse af tryghed og mening. Det øger motivationen og reducerer risikoen for tidlig opsigelse.
3) Stærkere kultur og sammenhængskraft
Onboarding er en mulighed for at vise, hvem vi er som arbejdsplads. Hvilke værdier vi står for. Hvad vi forventer – og hvad man kan forvente af os.
Det starter med tiltrækningen
Men modsat hvad du måske tror, begynder onboarding ikke på første arbejdsdag. Det begynder allerede i tiltrækningsfasen. Hvordan vi får skabt synlighed og kommunikerer vores arbejdsplads udadtil, har stor betydning for, hvem vi tiltrækker – og hvordan de møder os.
Et stærkt employer-brand handler ikke om stort anlagte kampagner. men derimod om autenticitet. Om at vise, hvordan det faktisk er at arbejde her. Hvad vi værdsætter. Hvordan vi samarbejder. Hvad vi gør, når noget går galt. Når vi er ærlige i vores tiltrækning, får vi nemlig medarbejdere, der passer til arbejdspladsen – og som arbejdspladsen passer til.
Hvem har ansvaret?
Onboarding er ikke kun HR’s ansvar. Det er et fælles ansvar. Ledere spiller en central rolle i at sikre, at onboardingforløbet er meningsfuldt og sammenhængende, men kollegerne er mindst lige så vigtige. Et godt onboardingforløb kræver, at alle tager ansvar for at byde nye velkommen. At vi husker, hvordan det føles at være ny. At vi tager initiativ til at invitere med til frokost, spørge ind og dele vores erfaringer.
Hvordan ser et godt onboardingforløb ud?
For at onboardingforløbet skal skabe værdi, skal det være struktureret, personligt og gerne strække sig over den periode, som den nyansatte vurderes til at være ”ny”.
Som udgangspunkt kan et onboardingforløb bestå af et forløb, som er tilrettelagt således:
- Første dag: Velkomst, introduktion til teamet, praktiske rammer på plads.
- Første uge: Introduktion til opgaver og arbejdsgange, møder med nøglepersoner, introduktion til sociale fællesskaber på arbejdspladsen.
- Første måned: Opfølgning med leder, feedback, justering af forventninger.
- Første kvartal: Udviklingssamtale, evaluering af onboarding, plan for fremtiden.
Det vigtigste er, at det er forberedt og sat sammen på den måde, der passer bedst til arbejdspladsen. Dermed bliver det ikke blot en formalitet men en invitation til fællesskabet. Når vi tager imod nye medarbejdere med varme, struktur og nysgerrighed, skaber vi grobund for langvarig trivsel og stærke relationer.
Tilknytning skabes i hverdagen
En vellykket onboarding er kun begyndelsen. Den virkelige tilknytning til arbejdspladsen opstår i hverdagen i de små, men betydningsfulde interaktioner, der får medarbejderen til at føle sig som en vigtig del af arbejdsfællesskabet.
Når nye kolleger oplever, at deres bidrag bliver set og værdsat, og at der samtidig er plads til faglig udvikling, styrkes deres relation til arbejdspladsen. Det handler om at skabe rum for dialog, give mulighed for at tage ansvar og sikre, at medarbejderen føler sig hørt og inkluderet. En stærk tilknytning er ikke kun med til at fastholde medarbejdere men er også med til at skabe en kultur, hvor alle på arbejdspladsen har lyst til at engagere sig, tage initiativ og blive en del af noget større.
Så næste gang en ny kollega træder ind ad døren, så spørg dig selv: Er vi klar til at tage imod? Og endnu vigtigere: Gør vi, hvad der skal til, for at få dem til at blive?