Når snapsen flyder, og grænserne flytter sig
Julefrokoster er en kærkommen lejlighed til at fejre året, der er gået, men de kan også være et potentielt minefelt af krænkende adfærd og uønsket opmærksomhed. Hvordan navigerer man i denne blanding af snaps og sociale normer uden at blive emne for næste uges kontorsladder? Vi har talt med erhvervspsykolog Lene Hvid og arbejdsmiljørådgiver Trine Juulstrup for at få deres bedste råd til en vellykket julefrokost på arbejdspladsen.
Det er igen tid til at skifte kontorstolene ud med dansegulvet og fylde kaffekopperne med noget lidt stærkere. Men netop kombinationen af dansegulv og stærke drikke kan være en farlig cocktail på arbejdspladsen.
– Det er ofte sådan, at når alkoholen går i blodbanerne, så bliver den sunde fornuft skubbet i baggrunden, fortæller Trine. Hun minder os om, at selvom julefrokosten er festlig, er det stadig en arbejdsrelateret begivenhed, og hun understreger vigtigheden i at kende sine grænser.
Julefrokosten er for alle
Julefrokosten er en begivenhed, der virkelig kan styrke det kollegiale fællesskab, men julefrokoster giver også anledning til bekymringer rundt om på de danske arbejdspladser. For hvad sker der, hvis man kommer til at krænke en kollega, fordi vores grænser er forskellige?
Lene påpeger, at julefrokosten er en begivenhed, hvor vi skal være ekstra opmærksomme på vores adfærd over for kollegerne.
– Det koster ikke noget at opføre sig ordentligt. Hvis nogen skubber en hånd væk eller siger fra, så er det helt gratis at lytte og agere på det.
Hun opfordrer til at skabe en åben og ærlig kultur, hvor det er i orden at sige fra.
– Først og fremmest skal vi skabe en åben og ærlig kultur. Det betyder, at vi skal tage de svære dialoger og sætte emnet på dagsordenen – også før de krænkende handlinger finder sted. Et godt råd til julefrokosten er at have en opmærksomhed på at være medskaber af den kultur, som I gerne vil have på jeres arbejdsplads.
Firmajulefrokosten er en mini-trivselsundersøgelse
Trine ser julefrokosten som en mulighed for at tage temperaturen på det psykiske arbejdsmiljø.
– Hvis der generelt er stor opbakning til julefrokosten, men enkelte afdelinger eller teams melder afbud, kan det være en indikator på, at der er noget i det team, der skal kigges nærmere på. Det samme gør sig gældende, hvis der opstår større diskussioner i løbet af julefrokosten, hvor nogen har behov for at få luftet nogle arbejdsrelaterede holdninger. Her er det en god idé at sørge for, at der ikke skal konflikthåndteres i julefrokostsammenhæng, men at der i stedet bliver fulgt op på situationen, når man er tilbage i de vante hverdagsrammer, forklarer hun.
Så mens vi alle glæder os til at skåle og danse, er det vigtigt at være bevidste om, at vi er sammen om at sikre, at alle føler sig trygge og respekterede.
– Husk, at vi alle har et fælles ansvar for at forebygge og håndtere mobning, sexisme og krænkende handlinger. Når vi har en åben dialog, kan vi sikre os, at alle føler sig trygge og respekterede – også til julefrokosten, tilføjer Lene.