Må jeg også være med?
Forestil dig, at du træder ind i kantinen. Rundt omkring sidder dine kolleger i små grupper, grinende og engageret i samtaler. Du ser dig om efter et sted at sætte dig, men ingen inviterer dig med. Du mærker et stik i maven – en følelse af at være udenfor fællesskabet. Du føler dig ekskluderet.
Eksklusion hører ikke bare til i skolegården, og selvom vi er voksne mennesker, finder eksklusion desværre også vejen til de danske arbejdspladser. Eksklusionen er ikke altid åbenlys, og den er oftest hverken ondsindet eller intentionel.
Eksklusion kan vise sig i små handlinger. En kollega, der aldrig bliver inviteret med til fredagsbaren, en medarbejder, der konsekvent overses i møder, eller en nyansat, der aldrig rigtig bliver en del af fællesskabet. Selvom det sjældent er ondsindet, kan det have stor indvirkning på både trivsel og produktivitet.
Det har nemlig konsekvenser, når vi føler os ekskluderet fra fællesskabet. De konsekvenser er blandt andet:
1. Lavere trivsel og motivation
Forskning viser, at social eksklusion aktiverer de samme områder i hjernen som fysisk smerte. Når vi føler os udenfor, påvirker det vores selvværd, skaber stress og kan i sidste ende føre til lavere engagement og motivation.
2. Dårligere samarbejde og innovation
Et stærkt arbejdsfællesskab er afgørende for videndeling og innovation. Når medarbejdere føler sig ekskluderet, er de mindre tilbøjelige til at dele idéer, tage initiativ og bidrage aktivt til teamet. Psykologisk tryghed er en forudsætning for læring og udvikling – og eksklusion underminerer denne tryghed.
3. Øget medarbejderomsætning
Hvis en medarbejder ikke føler sig som en del af fællesskabet, er sandsynligheden for, at vedkommende søger væk, markant højere. Det koster både tid og penge at erstatte en medarbejder, og det kan skabe uro i teamet.
Skal alle altid have en invitation?
Men skal vi så altid inkludere alle i alt? Må vi aldrig have vores egne små fællesskaber på arbejdspladsen?
Selvfølgelig må vi have vores cykelklub, vores strikkeklub eller vores fredagsøl med de nærmeste kolleger. Problemet opstår, når eksklusion bliver en systematisk del af kulturen, og når nogle konsekvent står udenfor.
Det handler ikke om, at alle skal være bedste venner, men derimod om at sikre, at alle føler sig som en del af arbejdsfællesskabet.
Hvem har ansvar for, at arbejdspladsen ikke er ekskluderende?
Ledelsen og arbejdsmiljøorganisationen (AMO) spiller en afgørende rolle i at skabe en inkluderende kultur, og første skridt på rejsen er at få eksklusion sat på dagsordenen.
Når først vi begynder at snakke om det, har ledelsen et stort ansvar for at sørge for, at alle føler sig inkluderet. Helt konkret kan det gøres ved at:
- Sikre, at alle medarbejdere bliver hørt og inddraget i beslutningsprocesser.
- Være opmærksom på, om der er medarbejdere, der ofte bliver overset i sociale og faglige sammenhænge.
- Skabe en kultur, hvor det er naturligt at tale om trivsel og inklusion.
Men inklusion er ikke kun et ledelsesansvar. Det er et fælles ansvar, og selv helt små kollegiale handlinger kan gøre en stor forskel. Som kollega kan du fx:
- Invitere en kollega med til frokost eller en kaffepause.
- Sørge for, at alle får mulighed for at bidrage i møder.
- Være opmærksom på, om nogle ofte står alene ved sociale arrangementer.
Som kollega kan du bruge en simpel regel for at sikre, at ingen på arbejdspladsen føler sig ekskluderet. Reglen hedder 3-meter-reglen, og den bruges ofte i forlystelsesparker til at sikre gode kundeoplevelser: Tænk over, hvordan du kan være en god kollega for dem, der befinder sig inden for en radius af tre meter omkring dig, og sørg for at de føler sig inkluderet. Det kan være et smil, en invitation eller blot en anerkendelse af deres tilstedeværelse.
Hvordan skaber vi et inkluderende arbejdsmiljø?
Et inkluderende arbejdsmiljø og arbejdsfællesskab starter med bevidsthed. Mange former for eksklusion sker ubevidst, fordi vi naturligt søger mod dem, der ligner os selv. Ved at være opmærksomme på vores egne vaner og mønstre kan vi aktivt arbejde for at skabe et stærkere arbejdsfællesskab.
Inklusion er altså et fælles ansvar. Vi er ikke længere børn i skolegården, og selvom vi hverken kan eller skal være venner med alle, skal vi sikre, at vi har en arbejdsplads, hvor alle tør spørge: “Må jeg være med?” – og hvor svaret altid er et varmt og inkluderende “ja!”
Kontakt
Flere nyheder
