Inspirationsdag
Styrk tilknytningen af ledere og medarbejdere
Kom med til en inspirerende og udbytterig dag, hvor vi sammen sætter fokus på aktuelle temaer og nye indsatser, der styrker det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på de kommunale arbejdspladser.
På dagen får du ny viden, værktøjer og konkrete løsninger med hjem – både til at styrke arbejdsglæden og til at styrke tilknytningen til arbejdspladsen. Der vil desuden være god mulighed for erfaringsudveksling og netværk på tværs af kommunerne.
16. juni 2026
Kl. 09.00 – 15.00
Kulturhuset Brønden
Brøndby Strand Centrum 60, 2660 Brøndby Strand
Forplejning inkluderet
0 kr.
Dagen er gratis ved tilmelding af nyhedsbrev fra Human House
Målgruppe
Ledere, arbejdsmiljøkonsulenter, HR-konsulenter og medlemmer af Center/Område- og/eller HovedMED.
Dagens program
Inspirationsdagen byder på 4 spændende oplæg, som sætter fokus på, hvordan du som arbejdsplads styrker tilknytningen af medarbejdere. Med konkrete eksempler får du inspiration til, hvordan du kan styrke indsatsen i din kommune.
4 spændende oplæg
Oplæg 1 | Sammen knækker vi sygefraværskurven – erfaringer fra Rødovre Kommune
Sygefraværet er fortsat stigende på mange kommunale arbejdspladser, trods årtiers indsats for at vende udviklingen. Oplægget sætter fokus på fravær som et komplekst fænomen, der kræver en helhedsorienteret tilgang. En tilgang, der har fokus på at styrke nærværet via en systematisk indsats på fraværshåndtering, et fælles ejerskab gennem alle led, datadrevet forebyggelse, de rette understøttende systemer samt målrettede arbejdsmiljøindsatser. Her er arbejdet med fælles ejerskab og samarbejde på tværs helt centralt.
Hør om nøgleelementerne bag Rødovre Kommunes ’Sammen om nærværet’, og bliv inspireret til at styrke indsatsen mod sygefravær på din arbejdsplads.
v. erhvervspsykolog Marianne Adelhardt Jensen fra Human House samt personalechef Marianne Fæster Nielsen og faglig koordinator Anette Sylvestersen fra Rødovre Kommune
Oplæg 2 | Holdbart arbejdsliv – styrk den fysiske trivsel
Hvordan kan vi som arbejdsfællesskab styrke den fysiske trivsel og skabe en kultur, hvor forebyggelse af muskel-skeletbesvær er en naturlig del af hverdagen? Dette oplæg giver et indblik i nyeste viden om forebyggelse af muskel-skeletbesvær, hvad der virker, og hvordan det kan omsættes til praksis.
Vi præsenterer en case fra en daginstitution, som har arbejdet målrettet med at skabe en forebyggelseskultur ved at lade arbejdsmiljø og pædagogik gå hånd i hånd i dagligdagen, og hvor TRIO har spillet en helt central rolle i forankringen. Processen har blandt andet resulteret i færre belastninger på kroppen, styrket samarbejde og vidensdeling samt reduceret korttidsfravær.
Erfaringerne perspektiveres bredt til øvrige kommunale arbejdspladser.
v. fysioterapeut Katja Arnoldi fra Human House samt dagtilbudsleder Gitte Olsen fra daginstitutionen Søtorp (0-6 år) i Rødovre Kommune
Oplæg 3 | Ledertrivsel som nøgle til kerneopgaven
God ledelse og gode rammer for ledertrivsel er afgørende for kvaliteten af kommunale kerneopgaver. Oplægget giver indblik i, hvordan lederteams kan styrke psykisk arbejdsmiljø, skabe et lederliv i balance og dermed styrke tilknytningen af og tiltrække ledere – alt sammen til gavn for kerneopgaven.
Få indblik i de udfordringer, der påvirker lederes trivsel, rekruttering og tilknytning – udfordringer som krydspres, kompleksitet og ensomhed, men også muligheder i kollegial støtte, målrettede indsatser og fælles værktøjer, som styrker psykologisk tryghed, arbejdsglæden og den fælles opgaveløsning. På oplægget vil du også møde en kommunal leder, der sammen med Human House har arbejdet systematisk med ledertrivsel – og viden om, hvordan du og dit MED-udvalg kan støtte op, gå i dialog og sætte ledertrivsel på dagsordenen i egen kommune.
v. erhvervspsykolog Morten Kallehauge fra Human House
Oplæg 4 | Forebyggelse og håndtering af høje følelsesmæssige krav
Høje følelsesmæssige krav er et vilkår i mange kommunale jobs, hvor tæt kontakt med andre mennesker er en central del af arbejdet. På den ene side skaber det stor mening og giver spændende faglige udfordringer, men samtidig kan de høje følelsesmæssige krav føre til overbelastning, mistrivsel eller sygefravær, hvis de ikke håndteres rigtigt. Når kravene bliver særligt udtalte, er det vigtigt at forebygge og reagere i tide, for at beskytte både trivsel og sundhed. Arbejdstilsynet har desuden et skærpet fokus på området, og inddrager netop disse forhold i deres vurdering af et sikkert og sundt arbejdsmiljø.
I dette oplæg får du indblik i, hvad høje følelsesmæssige krav kan betyde for arbejdsfællesskabet, og hvordan de kan håndteres i praksis. Du bliver præsenteret for konkrete og anvendelige metoder til både forebyggelse og håndtering i hverdagen, så det følelsesmæssigt krævende arbejde ikke fører til slid – men tværtimod til et styrket fællesskab og større arbejdsglæde.
v. erhvervspsykolog Ditte Lindvig fra Human House samt dagtilbuddet Solgården i Holbæk Kommune – et aktivitets- og samværstilbud til voksne med fysisk og/eller psykisk nedsat funktionsevne
Tilmeld dig inspirationsdagen
Lokation: Brøndby Strand, Danmark
