Krisepsykologisk bistand

Psykologisk hjælp til individer og grupper

Selv med de bedste foranstaltninger og fokus på forebyggelse, kan der ske fysiske og psykiske ulykker på arbejdspladsen. Ulykken kan ramme dig personligt, men den kan også komme som en reaktion på, at du har været vidne eller kollega til én, der er kommet til skade. Når uheldet er ude og du selv eller dine medarbejdere eller kolleger får en reaktion herpå, der kræver psykologisk hjælp, står vi i Human House klar med krisepsykologisk bistand.

Få psykologisk hjælp til at genvinde fodfæstet efter en ulykke

Der kan være mange årsager til, at en medarbejder eller en gruppe har brug for psykologisk bistand. Fælles for de situationer, hvor du eller dine medarbejdere har brug for hjælp, er, at det ofte er uforudsete hændelser, der gør os meget bange eller kede af det.

Det er individuelt, hvad der skræmmer os og hvor bange eller kede af det, vi bliver, og hvordan vi viser det. Et fællestræk for reaktionen er, at du for en stund mister fodfæstet og oplever et kontroltab. Derfor er målet med den psykologiske bistand at hjælpe dig med at genvinde det og bearbejde oplevelsen.

Nødberedskab understøtter arbejdsfællesskabet

Et kendetegn ved et godt arbejdsfællesskab er, at vi griber hinanden, når vi falder. Ved at gøre brug af nødberedskab sender du et tydeligt signal til alle medarbejdere om, at I tager vare på hinanden på jeres arbejdsplads.

Og det er faktisk det vigtigste.

Langt de fleste kan bearbejde selve oplevelsen af ulykken, men hvis de har oplevet sig svigtet af kolleger eller leder, så bliver deres reaktion forværret, og det tager tid at genvinde tilliden og trygheden til sine kollegaer og ledelse.

Sådan indleder vi krisepsykologisk bistand

Første skridt i vores rådgivning er, at lade den berørte person fortælle om episoden og sine reaktioner herpå. Det er normalt at opleve bekymring over oplevelsen af kontroltab eller magtesløshed og vi fortæller, hvad de kan forvente af reaktioner og symptomer de næste døgn. Vi vurderer også, om det vil være gavnligt for den berørte person med et fysisk møde akut eller senere. Typisk aftaler vi, at vi tales ved igen dagen efter på telefon og følger op.

Ved krisepsykologisk bistand til grupper gennemgår vi også hændelsen og forventelige reaktioner med henblik på at bearbejde hændelsen og understøtte denne bearbejdning i fællesskab med henblik på at sikre tillid og tryghed i arbejdsfællesskabet.

Krisepsykologisk bistand | trin for trin

Få hjælp døgnet rundt

Har din virksomhed en aftale med Human House, kan du rekvirere hjælp døgnet rundt på tlf. 70 10 90 80. Vi tilbyder både defusing (akut) og debriefing (dagene efter) for individuelle medarbejdere og grupper.

En psykolog kontakter dig

Efter din henvendelse bliver du eller de berørte medarbejdere hurtigst muligt kontaktet af en psykolog. Uden for vores faste åbningstider får rekvirenten mulighed for at blive stillet direkte videre til vores samarbejdspartner Dansk Krisekorps. Når du som rekvirent kontaktes af psykologen, hjælper vi dig med at vurdere behovet for krisehjælp og bistår gerne med rådgivning om, hvordan I bedst håndterer krisesituationen på arbejdspladsen.

Telefonisk samtale samme dag

Ofte fungerer det optimalt med et telefonisk opkald til den eller de berørte medarbejdere på selve dagen for krisehændelsen. De implicerede har typisk behov for kollegial førstehjælp og familiestøtte suppleret af psykologisk rådgivning om den oplevede hændelse og reaktion herpå. Hvis vi vurderer, at medarbejderen eller gruppen har brug for, at psykologen møder dem samme dag, aftaler vi dette.

Opfølgende samtaler

Den telefoniske rådgivning på dagen for hændelsen bliver ofte suppleret med bearbejdende psykologsamtaler i dagene efter hændelsen. Formålet med disse samtaler er at bearbejde kriseoplevelsen og medarbejderens reaktioner. Efter første samtale aftaler vi med dig som leder eller den pågældende rekvirent, hvor mange samtaler der er brug for.

Samtaler hos os eller hos jer

Vi afholder samtalerne på vores kontorer i Aarhus, Søborg, Holstebro, Odense eller Kolding, og samtalen har typisk en varighed af en til to timer. Hvis medarbejderen er meget påvirket af situationen, anbefaler vi, at medarbejderen får en anden til at køre sig til og fra samtalen. Alternativt kan samtalen afholdes i egnede lokaler på arbejdspladsen. Ved gruppesamtaler kommer vi som oftest til arbejdspladsen.

Kontakt