Case European Energy

Sikker vækst hos European Energy: Derfor er ekstern arbejdsmiljøkoordinering vejen frem

Da European Energy begyndte at opføre større solcelleparker, skiftede arbejdsmiljøarbejdet karakter. Hvor man tidligere havde kompetencerne internt til at håndtere mindre byggerier, blev det hurtigt tydeligt, at der måtte nye løsninger til. En af de løsninger er at benytte en ekstern arbejdsmiljøkoordinator fra Human House på byggepladsen.

– Når en virksomhed vokser, opstår der behov for flere roller, og større projekter stiller krav om øget fokus på health and safety, fortæller projektleder Carina Dueholm.

– I takt med at vi er vokset som virksomhed, har vi også fået flere og flere interne kompetencer, og i samarbejdet med Human House bliver vi guidet i forhold til, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal overholde på vores sites. Så der er også en tryghed for os i, at tingene bliver gjort korrekt.

Roller og ansvar – og hvorfor eksterne kræfter er afgørende

For Construction Manager Peter G. Nielsen og hans kolleger blev arbejdsmiljøkoordinering hurtigt en opgave, der ikke lod sig kombinere med deres øvrige projekterings- og driftsansvar.

– Jeg har på et mindre projekt prøvet at have både Construction Manager-rollen og HSE-rollen – og det kan man bare ikke. Det er for mange kasketter at have på, og det bliver HSE, man slipper i den sidste ende.

Den eksterne arbejdsmiljøkoordinator har derfor kunnet sikre, at arbejdsmiljøet altid har den nødvendige opmærksomhed – også når presset på tid og fremdrift vokser.

– Jeg har gang i tre byggepladser lige nu, og det er svært at være til stede hver eneste dag, når de geografisk ligger langt fra hinanden. Så er det rart, at der har været en anden til at holde overblik over de sikkerhedsmæssige forhold. Det konstruktionsmæssige kommer vi om ved, men det rent sikkerhedsmæssige har han et godt fokus på. Han samler også information sammen fra de forskellige underleverandører, så jeg får alle informationerne. Det er en stor hjælp i forhold til mit arbejde.

Fokus på sikkerhed fra indledende design til daglig drift

Samarbejdet med arbejdsmiljøkoordinatoren fra Human House starter allerede i projektets designfase, forklarer Carina Dueholm:

– Den måde, vi har samarbejdet med Human House på de seneste år, er, at de er med helt fra vores designfase og til at lave vores PSS i projekteringen, og det gør jo, at der bliver taget nogle vurderinger allerede under designet. Det kan fx være, hvordan det er mest optimalt at lave vejene – skal vi have ensrettet trafikken på sitet? Sådan nogle ting er koordinatoren med inde over, og han udfordrer os også på det. På den måde planlægger vi projektet allerede i designfasen ud fra et health and safety-syn.

Når byggeriet går i gang, er den eksterne arbejdsmiljøkoordinator til stede på pladsen og lægger mærke til detaljerne, som de travle site managers ikke altid ser:

– Med health and safety-briller på, ser man nogle gange andre ting, end man gør som Construction Manager, og det er især der, vi har et stærkt samspil, forklarer Peter G. Nielsen.

En synlig og vedholdende indsats giver effektiv koordinering og styrket samarbejde

Især ved store projekter med mange forskellige entreprenører og høj aktivitet bliver koordineringen af arbejdsmiljøet helt afgørende. Carina Dueholm uddyber:

– Behovet for ekstern koordinering har også været, når vi i perioder har haft områder med rigtig mange forskellige entreprenører. Når der går 30 mennesker fra forskellige entreprenører inden for et lille område, kræver det koordinering på health and safety-siden.

Det eksterne blik sikrer, at sikkerhedsstandarder kommunikeres, processer forløber sikkert, og at al lovgivning overholdes.

– Arbejdsmiljøkoordinatoren har hver 14. dag holdt sikkerhedsmøde med underentreprenørerne, og det er med til at sikre, at det bliver optegnet for alle: Hvem er hvor og hvornår? Og hvad er det for aktiviteter, der foregår?

Opkvalificering og positiv udvikling på byggepladsen

Over tid har det tætte samarbejde med Human House løftet ikke bare virksomhedens niveau, men også entreprenørernes.

– Gennem samarbejdet med Human House de sidste 3-4 år, hvor vi har haft fokus på arbejdsmiljø på de forskellige byggepladser, har vores entreprenører også oppet sig. De ved selv, hvad de skal være opmærksomme på. Man kan se det, når man går rundt på byggepladserne, fortæller Carina Dueholm.

Denne udvikling er med til at skabe trygge rammer, mindske risikoen for arbejdsulykker og forankre et stærkt sikkerhedsfokus.

Konfliktfeltet mellem fremdrift og sikkerhed – og værdien af at have en dedikeret arbejdsmiljøkoordinator

Netop det at have én, hvis eneste fokus er arbejdsmiljø, bliver uundværligt, når tidsplaner og økonomi presser på.

– Der kan let være en konflikt mellem fremdrift og health and safety. Derfor tror jeg, at det er vigtigt at have nogen tilknyttet, som udelukkende har fokus på health and safety. Altså en, der sørger for, at det har en lige så stor plads gennem projektet og sørger for, at vi som bygherre overholder det. Men også entreprenørerne, som har deres egne tidslinjer, de skal overholde over for os, og der kan det ske, at deres fokus på health and safety ikke er lige så stort.

Peter G. Nielsen supplerer:

– Det er også en hjælp i forhold til at have friske øjne på projektet i modsætning til mig, der går i det samme miljø hele tiden og dermed bliver lullet ind i, hvordan tingene kører.

Sparring, dokumentation og løbende opdatering på lovgivning

Den eksterne arbejdsmiljøkoordinator har ikke bare rutine i at afholde sikkerhedsmøder og gennemføre safety walks. Han står også for grundig rapportering, sikrer implementering af ny lovgivning og sørger for løbende introduktion af medarbejdere og underentreprenører. Peter G. Nielsen sætter pris på denne indsats:

– Koordinatoren går lidt mere i detaljer, end jeg gør, fordi han har meget større erfaring. Men det er også ham, der får lavet rapporter og får tingene ned på skrift og får kontaktet de forskellige underentreprenører for at få givet sikkerhedsintroduktion til dem. Det er jo det, der tager tid.

Konklusion: Et sikkert arbejdsmiljø betaler sig

Casen fra European Energys opførsel af solcelleparker viser, hvordan den eksterne arbejdsmiljøkoordinator er med til at sikre et sikkert arbejdsmiljø og tryghed hele vejen rundt på sitet. Med både interne og eksterne kræfter i samspil kommer sikkerheden i fokus uden at være på bekostning af byggeriet.

– Det er helt klart, at vi som virksomhed qua vores store projekter med mange folk på sitet, har stort fokus på at undgå arbejdsulykker. Så en ting er, at vi overholder lovgivning og retningslinjer, men det er absolut også for at undgå arbejdsulykker. Og derfor har det en stor påvirkning på projektet, at vi allerede fra start får taget vores forholdsregler for at gøre det så sikkert at færdes på pladsen som muligt, slutter Carina Dueholm.

Har du spørgsmål?