Asbest – få overblik over de nye regler
Regelændringerne har også medført justeringer i Arbejdstilsynets bekendtgørelser om autorisation og godkendelse af fagligt ansvarlige inden for asbestområdet, i kvalifikationskrav og uddannelse for de fagligt ansvarlige, samt i Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelse om kvalitetsledelsessystemer for autoriserede virksomheder.
Her får du et overblik over de nye regler.
Hvad betyder de nye regler for din virksomhed?
Hvis dine medarbejdere kan komme i kontakt med asbest under arbejdet, er det vigtigt, at I har styr på reglerne. Et godt overblik gør det muligt at instruere og beskytte medarbejderne korrekt ved asbestopgaver.
Reglerne opdeles i to hovedområder:
Asbestarbejde
Arbejde hvor medarbejdere direkte er i kontakt med asbest, fx nedrivning af asbestholdige materialer, oprydning efter brande, stormskader eller sammenstyrtninger. Det kan også være opgaver på genbrugsstationer, hvor asbestholdigt materiale håndteres, selvom det ikke nødvendigvis drejer sig om nedrivning.
Andet arbejde, hvor der er risiko for udsættelse for asbeststøv
Arbejde hvor der er risiko for kontakt med asbeststøv, fx i bygninger med asbestholdige materialer.
Nye præciseringer og krav
I Human House vurderer vi, at følgende nye punkter er særlig relevante for virksomheder, der enten arbejder med eller håndterer asbest:
Præciseringer
- Asbestholdige materialer er materialer, der indeholder asbestfibre eller hvor asbestfibre er tilsat bevidst.
- Nedrivningsarbejde inkluderer rengøring af arbejdsområdet, korrekt håndtering af asbestholdigt affald samt klargøring til fjernelse.
- Personlige værnemidler (inkl. åndedrætsværn) skal bruges både i afskærmede og åbne områder, hvis der er risiko for asbeststøv.
- Asbestanmeldelser skal sendes elektronisk til Arbejdstilsynet via virk.dk.
Krav
- Alle, der udfører asbestarbejde, skal have gennemført en asbestuddannelse og have uddannelsesbevis.
- Ansatte skal dekontamineres før pauser, og inden de forlader arbejdsstedet.
- Miljøvogn er kun nødvendig ved autorisationskrævende nedrivning og omfattende oprydning efter brande eller stormskader.
- Omklædningsrum for værnemidler og arbejdstøj er kun for personer, der udfører asbestarbejdet.
- Udtrykket ”asbestarbejde med lavt støvniveau” bruges ikke længere.
- Arbejdsgivere skal dele oplysninger om forekomst af asbest med andre, der anmoder om det.
- I anmeldelsen til Arbejdstilsynet skal information om medarbejdernes asbestuddannelse og dato for seneste helbredsundersøgelse oplyses. Kopier af uddannelsesbeviser indgår i virksomhedens kvalitetsledelsessystem.
- Asbeststøv i luften skal fugtes løbende, så støvet lægger sig.
- Der skal etableres støvtæt afskærmning med undertryk ved alt asbestarbejde, hvor der dannes væsentligt asbeststøv.
- Hvis det er nødvendigt efter slutrengøring, skal der tages støvprøver. Som noget nyt kan disse også være luftmålinger.
- Medarbejdere med risiko for asbeststøv skal have grundig instruktion.
- Asbestanalyse af luftprøver skal – fra 21. december 2029 – foretages med EM-metode (elektronmikroskopi) og ikke længere PCM-metode (fasekontrastmikroskopi).
- Eksponerede medarbejdere skal registreres i asbestprotokol.
- Arbejdstilsynet giver ikke længere dispensation til højtryksspuling af asbesttage med særlig tagrensekasse.
Fra 1. juni 2026 forventes ændringer i arbejdsmiljøloven, så analyseresultater for asbestprøver foretaget af tredjepart fremover skal sendes direkte til medarbejderne eller arbejdsmiljøorganisationen.
De nye regler er indarbejdet i Human Houses håndbog for asbesthåndtering, hvor du finder en oversigt over kravene. Kontakt os gerne, hvis du ønsker at modtage håndbogen.



