GSV’s kulturrejse: Det handler om at udfordre status quo
– Vi var fem forskellige virksomheder, der skulle finde fælles fodslag. Så det var ikke bare en sikkerhedsindsats – det var en ny måde at tænke fællesskab på, fortæller Kenny Bjerre Petersen.
Fra ulykker til åbenhed og ansvar
Med Vision Zero-mindsettet som ledestjerne og støtte fra Human House har GSV sat nye standarder for, hvordan bygge- og anlægsbranchen kan arbejde med sikkerhedskultur. Rejsen mod de flotte tal og den synlige kulturforandring begyndte med et klart signal fra ledelsen: Sikkerheden skal prioriteres på alle niveauer.
– Vi startede fra toppen og fik alle med. Når topledelsen ikke slækker, smitter det hele vejen ned i organisationen, pointerer Kenny.
Fra 2019, hvor GSV fusionerede med flere virksomheder, stod det klart: Kulturer skulle smeltes sammen, og et fælles sikkerhedssprog skulle bygges op fra bunden. I dag har GSV sat åbenhed og transparens ind som nøgleord – og det spiller en helt afgørende rolle i arbejdet:
– Vi skjulte ikke vores ulykker. Vi talte åbent om, hvor vi fejlede og hvor vi lykkedes. Det gjorde, at alle turde tage diskussionen, og at tingene faktisk blev løftet i fællesskab. Vi gik fra at reagere, når ulykken var sket, til at arbejde proaktivt og bruge data som værktøj, fortæller Kenny Bjerre Petersen.
Datadrevet sikkerhedsarbejde
I GSV er sikkerhed ikke længere et særskilt dagsordenspunkt. Det er rygraden i hverdagen. Virksomheden har blandt andet implementeret både en app, som samler alt fra risikoobservationer til indrapportering af ulykker, og et ’arbejdsmiljøkørekort’ – et obligatorisk, digitalt onboardingforløb:
Fra første arbejdsdag skal alle medarbejdere onboardes med fokus på sikkerhed for at sikre, at de ikke bare kender reglerne, men også kulturen.
– Inden du tager et værktøj i hånden, har du allerede fået en introduktion til, hvordan vi tænker og arbejder med sikkerhed hos GSV, forklarer Kenny Bjerre Petersen.
Appen bliver i dag brugt flittigt – især til at indmelde risikoobservationer.
– Hver gang nogen bruger appen, får vi et pejlemærke på, hvordan sikkerheden faktisk ser ud ude i organisationen. Den giver os data til at rykke hurtigt, fortæller han.
Vision Zero i praksis gennem ejerskab og dialog
GSV’s tilgang bygger på Vision Zero-mindsettet:
– Ser du det, ejer du det – det kalder vi det. Hvis du ser et problem, så ejer du ansvaret for at gøre noget ved det – også selvom det ikke direkte rammer dig. Vi vil have en no harm culture, uddyber Kenny.
Det handler ikke kun om at sætte mål – som fx at holde LTIF (arbejdsulykker med fravær) under 5 og altid stræbe efter nul ulykker – men også om at skabe vedvarende opmærksomhed. Derfor har GSV udviklet dialogkort til tavlemøder, så alle teams åbner for dialogen om sikkerhed med udgangspunkt i forskellige samtalestartere som for eksempel Har du oplevet noget risikofyldt i denne uge? Læringen skrives ned og deles, og for at gøre indsatserne nærværende og motiverende, kobles der også interne konkurrencer på: Nominér en sikkerhedshelt – en kollega, der gør det ekstra godt eller udviser sikker adfærd – og vind en pølsevogn til hele arbejdspladsen.
Resultater skabes, når strategi bliver hverdag
Med både dialogkort, klistermærker, happenings og belønninger på programmet får sikkerhed en konkret, hverdagsnær form.
Aktuelt er GSV i gang med sin hidtil største arbejdsmiljøkampagne: Jeg skulle bare lige… – en kampagne, hvor det menneskelige møde med sikkerhed samskaber opmærksomhed om de små, men risikofyldte hverdagssituationer.
– Vi kan se, at de fleste ulykker sker, fordi nogen tænker, at de ’bare lige’ skulle hente noget eller fikse noget hurtigt. Derfor vil vi gerne have folk til at stoppe op og tænke, før de handler, forklarer Kenny.
Den store forvandling er ikke opstået hen over natten. Ude i afdelingerne genbesøger arbejdsmiljøteamet løbende alle landets afdelinger, holder fokus ved lige og følger op på, hvad data viser, og hvad dialogen peger på.
– Man kan ikke hvile på laurbærrene. Man skal hele tiden udfordre status quo og sikre, at alle – uanset titel – arbejder mod samme mål, slår Kenny fast.
Bliv inspireret af GSV’s rejse på Vision Zero-konferencen
På Vision Zero-konferencen den 11. juni uddyber Kenny Bjerre Petersen GSV’s erfaringer i oplægget Mennesker før maskiner: GSV’s datadrevne kulturforvandling. Her får du mulighed for at komme med helt ind i maskinrummet og høre, hvordan virksomheden arbejder med alt fra ISO-certificering til digitale systemer, og hvordan strategi bliver til kultur.
Om GSV
- GSV er Danmarks førende materieludlejer inden for alle bygge- og anlægsopgaver, uanset om det drejer sig om småt håndværktøj eller de helt store maskiner, der skal i brug, når Danmarks motorveje, broer og metroer skal anlægges.
- Siden 2022 en del af franske Kiloutou Group.
- Vinder af Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien ‘Arbejdsulykker’.
- Certificeret i ISO 45001, en international arbejdsmiljøcertificering og ledelsesstandard med fokus på forankring af arbejdsmiljø og sikkerhed i hele organisationen.
- Certificeret i ISO 9001, en international arbejdsmiljøcertificering og kvalitetsledelsesstandard med fokus på bl.a. forbedring af interne processer og service- og produktkvalitet.
- Certificeret i ISO 14001, en international arbejdsmiljøcertificering og miljøledelsesstandard med fokus på miljøforhold, herunder bæredygtighed og reduktion af miljøpåvirkning.
- I 2025 udvalgt til anerkendelse af OSHA – European Agency of Health and Safety at Work for sikkerhedsarbejdet i GSV.

