Mød din MBTI-træner Rikke Bæksted Nielsen – ESFJ
Som SJ-profil faldt hun med det samme for den struktur, som er så stor en del af MBTI. For muligheden for at organisere det, der ellers er ”sådan lidt fluffy og svært at få greb om”, tiltaler psykolog og dedikeret MBTI-træner Rikke Bæksted Nielsen.
– Jeg har altid troet, at jeg skulle arbejde med tal, men efter fjorten dage på handelsskolens økonomilinje var det tydeligt for mig, at det var ikke var dét, jeg skulle. Jeg skiftede til psykologi og marketing og blev bidt af psykologi, som jeg valgte at hellige mig videre på universitetet. Her var det erhvervspsykologien, der fangede mig med kombinationen af det business-orienterede, som jeg havde med mig fra handelsskolen, og det ’bløde’, humanistiske perspektiv.
– Generelt har jeg altid ment, at test og typologi kan meget – men det kan ikke alt. Og jeg har skullet smage på det og gøre det til mit eget, for jeg mener, det er enormt vigtigt ikke at forsøge at ’sælge’ MBTI som værktøjet, der kan forklare alt. For det kan ikke alt, men det kan utroligt meget.
I modsætning til, hvad mange tror, oplever jeg, at folk går fra en MBTI-session med en følelse af ikke at være blevet sat i bås eller proppet i en kasse – de har derimod fået nogle værktøjer til at anskue tingene på en overskuelig og positiv måde.
Et psykologisk multi-tool
– Som psykolog er det min fornemste opgave at give folk ny indsigt og at nuancere tingene for dem. Vi psykologer kan sjældent fjerne folks problemer; vi kan ikke få konflikterne til at forsvinde, vi kan ikke fjerne deres dumme leder, vi kan ikke få kollegaen, man ikke samarbejder godt med, til at forsvinde. Men vi kan give dem en nuanceret forståelse af deres problemer og en anden måde at anskue tingene på, og til det formål er MBTI enormt brugbart.
– MBTI forsimpler en masse ret diffuse ting og skaber derved en ramme til det komplekse; en ramme, hvori man kan brede nuancerne og det diffuse ud. I modsætning til, hvad mange tror, oplever jeg, at folk går fra en MBTI-session med en følelse af ikke at være blevet sat i bås eller proppet i en kasse – de har derimod fået nogle værktøjer til at anskue tingene på en overskuelig og positiv måde.
Klogere på egen type med hjælp fra Trin II
– Jeg er selv landet rigtig godt i min egen typekode, selvom T-F-dimensionen førhen har voldet mig lidt tvivl. Jeg føler mig nu helt sikker i mit F – som også er min dominerende funktion. Det er lidt pudsigt, at netop den dimension har været svær for mig at tyde. Men MBTI Trin II har været enormt vigtig for min forståelse af mig selv og min evne til at spejle mig i typekoden. To af mine facetter peger nemlig mod T, og det forklarer det hele. Netop det ekstra krydderi, som MBTI Trin II giver, oplever jeg ofte – også ude hos kunderne – er med til, at folk lander rigtig godt i deres type.