Millennials er en helt ny generation af digitale unge mennesker, der netop nu er på vej ind på arbejdsmarkedet. Man anslår, at millennials udgør 75 procent af den globale arbejdsstyrke i 2025, og derfor er det nødvendigt at forholde sig til deres tilgang til verden. Denne digitale generation bliver til tider flankeret af det uskønne mærkat som curling-børn, men det er langt fra altid en fair antagelse. For millennials rummer et kæmpe potentiale for virksomhederne, hvis blot de formår at lede dem rigtigt. Millennials er nemlig vokset op med uanede muligheder og et drive for de ting, de tror på – og det stiller krav til dit lederskab.

”Det er vigtigt at huske på, at god ledelse går på tværs af generationer. De parametre, som baby boomer-generationen anser som grundlæggende for god ledelse, er også det, der er god ledelse for millennial-generationen.” Sådan fortæller erhvervspsykolog Jakob Bjarnø Rasmussen om den digitale generation, der er ved at finde vej til arbejdsmarkedet. Og det lyder jo nemt nok, hvis du som leder bare skal fortsætte i samme spor. Men så simpelt er det ikke, forklarer Jakob:
”Selvom god ledelse er god ledelse, så er måden, du strukturerer dit lederskab, vildt vigtig i forhold til at lede millennial-generationen. Millennials er enormt tilpasningsdygtige og kan hurtigt tilegne sig og gøre brug af ny viden. De vil en hel masse, og med deres trial and error-tilgang kaster de sig hovedkulds ud i de projekter, de brænder for. Ofte ender det godt, men ikke altid. Der er nemlig risiko for, at medarbejderen brænder ud på baggrund af det grænseløse arbejde, eller at medarbejderen ikke får opfyldt sit behov for anerkendelse.”

Sæt rammerne, når du leder millennials

Disse to risici er en del af årsagen til, at du skal være skarp i dit lederskab, når du får en millennial med på holdet: ”Først og fremmest skal du sørge for at skabe klare rammer for arbejdet, for det har den gennemsnitlige millennial svært ved at gøre for sig selv. Millennials er vokset op i en verden, hvor tingene går lynhurtigt, og hvor man altid har indflydelse på sit produkt. De er vokset op med uendelige muligheder, og den erfaring tager de med ud på arbejdsmarkedet, hvor de risikerer at begrave sig selv i det arbejde, de brænder for, hvis ikke en leder er tydelig i spyttet omkring, hvilke opgaver der skal løses,” forklarer Jakob Bjarnø Rasmussen.
Han fortæller også, at du som leder bør overveje din tiltideværelse. Tiltideværende ledelse er et begreb, som erhvervsforsker Søren Schultz Hansen har introduceret som modpart til tilstedeværende ledelse, hvor nuvær er vigtigere end nærvær. Millennials har nemlig ikke nødvendigvis brug for at sidde i samme rum som dig, men de har brug for, at du er tilgængelig på det tidspunkt, hvor de har brug for dig.
Millennials er vant til konstant og øjeblikkelig feedback, hvilket gør dem exceptionelt gode til at samarbejde om opgaver. Det betyder, at du som leder skal skabe rammerne for at kunne arbejde hurtigt – f.eks. gennem kommunikationslinjer, der sikrer, at medarbejderen straks kan sende en opgave hjem til kollegerne fra felten. Tiden, hvor intet nyt er godt nyt, er for længst overstået. Derfor er det ifølge Jakob Bjarnø Rasmussen også nødvendigt at se på din egen interaktion som leder:
”Millennials er vant til konstant feedback, og det er nødvendigt at tage højde for i arbejdssammenhænge, hvis de skal præstere deres bedste. Du kan ikke længere samle til bunke og give al din respons ved årets MUS, men må i stedet give kvantitativ feedback. Det er ikke, fordi der ikke skal være kvalitet i feedbacken, men den skal komme oftere og i direkte forbindelse med den løste opgave – ellers er det glemt, og medarbejderen har ikke fået sit behov for anerkendelse opfyldt.”

Læring om kultur, rolle og organisering

Med millennial-generationens indtog på arbejdsmarkedet opstår der en anden udfordring i skellet mellem generationer: ”Fordi millennials er rigtig gode til at tilegne sig og bruge ny viden, har de ikke samme behov for at få faglig læring fra deres ældre kollegaer, som man havde tidligere, og det kan provokere nogle. Millennial-generationen er vant til at kunne slå alt op online, og det kan måske føles som mangel på respekt, hvis man selv har brugt 35 år på at samle erfaring på et område,” fortæller Jakob Bjarnø Rasmussen og fortsætter:
”Men millennials har til gengæld rigtig stort behov for at lære, hvad en god medarbejder er, hvordan man gebærder sig i den pågældende rolle, og hvordan hele organiseringen fungerer. Hvis man i stedet ser det som noget positivt, at vi kan noget forskelligt, så kan det bidrage til at gøre produktet og løsningen af kerneopgaven endnu bedre. Med det in mente bør du som leder arbejde aktivt for at skabe ét hold, der anerkender styrken i hinandens forcer – uanset om man er 25 eller 65.”