I Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling Dagtilbud og Undervisning har man med stor succes implementeret MBTI som en fast del af afdelingens medarbejder- og teamudviklingssamtaler (MUS og TUS).

Implementeringen af MBTI som en del af MUS og TUS i Ringkøbing-Skjern Kommunes afdeling Dagtilbud og Undervisning er initieret af afdelingsleder Jørgen Helbro, som selv er certificeret i MBTI og derfor har personlig erfaring med værktøjets mange styrker og muligheder. Og der er da heller ingen tvivl at spore om afdelingslederens generelle begejstring for personlighedsværktøjet:

”Der er ikke noget, der har transformeret den del af min ledelse, som omhandler det personlige lederskab så meget som MBTI, ikke tæt på,” lyder det kontant fra Jørgen Helbro, som i 2018 blev certificeret i MBTI hos Human House. Siden da har afdelingslederen fra Ringkøbing-Skjern Kommune arbejdet sammen med Human Houses MBTI-konsulenter i den videre udvikling af et koncept, hvor MBTI udgør en integreret del af medarbejder- og teamudviklingsprocesserne i afdelingen.

En skræddersyet model
”Vores kunder efterspørger ofte gode muligheder for at tage et personlighedsværktøj som MBTI med videre til brug i afdelingens eller virksomhedens dagligdag udover det enkelte team-event, man har investeret i, og som tit danner basis for manges kendskab til MBTI,” fortæller erhvervspsykolog og MBTI-træner hos Human House, Ninna Næslev. Hun har i tæt samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune og kollegaen fra Human House Anita Bruun-Laursen udviklet på konceptet, som går under titlen ’MBTI og udvikling’:

”Ambitionen er at have et helt køreklart koncept, som kan tages i brug i alle former for virksomheder – både private og offentlige. Et koncept, som rammer bredt og dækker både medarbejderudvikling og teamudvikling,” siger Ninna Næslev og forklarer, at Human House har udviklet både en web-brugerflade med materiale, infografik og oversigter, som skræddersys efter det givne team samt en række spørgsmål, der nemt kan inkorporeres i det MUS-værktøj, virksomheden i forvejen gør brug af.

Kom hurtigere ind til sagens kerne
Hos Human House havde man i flere år arbejdet med tanken om at bruge MBTI som en aktiv del af MUS, så da Jørgen Helbro også var hurtig til at se potentialet, begyndte konceptet at tage form:

”For mig som leder danner MUS’en grundlaget for, at jeg lærer den enkelte medarbejder at kende. Med MBTI som en gennemgående rød tråd i begge processer, bringer jeg det kendskab med videre i TUS-processen med en intention om at højne samarbejdet medarbejderne imellem og etablere en fælles forståelse for forskelligheders styrke og potentiale. Med udgangspunkt i MBTI er jeg ret hurtigt på et niveau, hvor jeg kan tage fat i nogle grundlæggende ting, fordi de er belyst i medarbejdernes individuelle MBTI-profiler og derfor ikke skal graves frem og forsøges italesat, men bare ligesom er serveret og kortlagt og får tingene på gled,” forklarer Jørgen Helbro.

”I vores afdeling, som består af ca. 30 vidensmedarbejdere og administrative medarbejdere, er der en generel interesse i at forstå, hvordan vi individuelt reagerer i samspillet og samarbejdet med hinanden og hvorfor. Med afsæt i den indsigt bliver vi meget bedre til at arbejde effektivt som team, og selvom det muligvis er en kliché, er det ikke desto mindre en realitet for os, at vores forskelligheder er en styrke – og dét har vi virkelig lært gennem MBTI,” uddyber afdelingslederen.
Og det er ikke kun Jørgen Helbro, der er begejstret for at tage MBTI i brug i MUS’en. Også i medarbejdergruppen har responsen været positiv:

”Det fungerede godt at inddrage MBTI i min MUS. Jeg ser MBTI som et redskab til, at jeg i højere grad kan holde fokus på i hvilke sammenhænge min profiltype er en styrke, hvor den kan give mig udfordringer, hvordan jeg kan reagere i bestemte situationer, og hvordan min profiltype spiller sammen med andre typer,” forklarer Gitte Aagaard, som er projektleder i Dagtilbud og Undervisning.

Lederens egen profil i spil
I praksis har Jørgen Helbro med hjælp fra Human House sørget for, at det MUS-skema, som afdelingen benytter, er tilpasset med spørgsmål, som relaterer sig til MBTI. I løbet af selve MUS’en bruger Jørgen Helbro medarbejderens MBTI-profil som et udgangspunkt for en dynamisk og aktiv MUS, hvor medarbejderen f.eks. selv placerer sin typekode på et plancheværktøj udviklet af Human House, som derved illustrerer individuelle styrker sammenholdt med resten af teamet, men også sat over for lederen – altså Jørgen Helbro – selv:

”Ved at bringe min egen profil i spil, går jeg foran som eksempel, og jeg bliver derved i stand til at facilitere en forståelse af mig som leder, samtidig med at jeg inviterer til feedback eller respons og en god snak om styrker og udfordringer lederen og medarbejderen imellem,” forklarer Jørgen Helbro. Han understreger i den forbindelse, at det er vigtigt, at hvis du som leder vælger at bringe din egen profil med ind i MUS’en eller TUS’en er sikker på, at du er klar til at modtage kritik på en følelsesmæssigt balanceret facon. For nogle er det svært, fordi der ligger en vigtig sondring mellem, at man som leder er personlig men ikke privat. Ninna Næslev er helt enig i den betragtning, og supplerer:

”Det kan være udfordrende at sætte sin egen profil i spil på den måde, som Jørgen Helbro gør det, fordi lederen derved blotlægger sig og udviser en sårbarhed. Men det er samtidig meget fordrende for samarbejdet, fordi det skaber gennemsigtighed og kan gøre det hele langt mere håndgribeligt.”

Et uvurderligt supplement til MUS- og TUS-processen
Jørgen Helbro er ikke i tvivl om, at han ikke vil undvære MBTI i sine MUS- og TUS-processer, særligt fordi han oplever, at værktøjet i høj grad medvirker til at personliggøre det ofte meget generelle MUS-skema, som mange virksomheder og kommuner benytter, men vigtigst er det øgede fokus på samspillet medarbejderne imellem – en betragtning som medarbejdergruppen deler:

”MBTI er et godt redskab til at finde ud af, hvordan vi bedst ’udnytter’ hinandens profiler i bestemte opgaver. Det skaber en bevidsthed om, hvorfor man arbejder og reagerer, som man gør, og med MBTI bliver det ikke personligt, men i stedet nemmere at forstå og italesætte ting, som ellers kunne være vanskelige. På den måde bliver vi i stand til positivt at udfordre samarbejdet,” lyder det fra Gitte Aagaard, og Jørgen Helbro følger op:

”Det er min oplevelse, at det interpersonelle ofte står svagt i en MUS, og det er der, hvor jeg virkelig synes, at MBTI gør en forskel. Det gør det muligt at bruge MUS’en til at arbejde med det interpersonelle – med relationerne i en afdeling. Det er jo det, vi er helt afhængige af, i alt hvad der foregår. At vi er i stand til at imødekomme hinanden, både med borgere og i samarbejdet som kolleger,” slutter afdelingslederen.