Som den officielle partner i MBTI i Danmark deltager Human House hvert år i den europæiske partner-konference hos The Myers-Briggs Company i Oxford. I år var et af de store temaer The Always On Culture, og hvordan forskellige typer forholder sig til det altid at være tilgængelig. Både Niels Dennig Stenz og Ninna Næslev deltog på konferencen, og de hentede flere vigtige perspektiver med hjem til det videre arbejde med MBTI.

Som verden udvikler sig, opstår der hele tiden nye udfordringer og muligheder, som man er nødt til at forholde sig til. Et af dem er det grænseløse arbejde, som trådløs teknologi kan føre med sig. En undersøgelse, som The Myers-Briggs Company har gennemført og præsenterede på konferencen, viser, at de fleste mennesker gerne vil kunne pakke arbejdet helt væk, når de forlader arbejdspladsens domicil, men at mange ikke føler, at det kan lade sig gøre. ”Præferencer og MBTI-type spiller helt sikkert ind, når vi taler om at være tilgængelig,” fortæller erhvervspsykolog Niels Dennig Stenz og fortsætter: ”Undersøgelsen viste, at forskellige typer bliver påvirket forskelligt, ligesom de har forskellige strategier til at håndtere det. Vi kan for eksempel se, at ekstroverte i højere grad end introverte bruger aktiviteter som f.eks. en løbetur til at koble fra, ligesom vi ser, at de, der har præference for intuition, er bedre til at sætte grænser og slukke telefonen.”

Positive og negative konsekvenser
Det kan være værdifuldt for virksomheder at være bevidste om medarbejdernes præferencer, så de kan bruge den viden til at skabe de bedste forudsætninger for medarbejderne og deres produktivitet. Men ifølge Niels Dennig Stenz viser undersøgelsen faktisk, at der både er positive og negative følger af altid at være tilgængelig: ”Vi ser indtil flere negative konsekvenser, når en medarbejder føler en forventning om at skulle være tilgængelig uden for almindelig arbejdstid. Flere angiver, at de har svært ved at koble fra, at de føler sig fraværende i deres privatliv, og at de er mentalt udkørte. Men på den positive front angiver mange overraskende nok, at de føler større arbejdsglæde og -engagement, når de er tilgængelige hele tiden. Derfor er det værd at notere sig, at bare fordi der er flere negative end positive konsekvenser, er det altså ikke nødvendigvis ensbetydende med, at medarbejderne er på vej til at forlade deres job. For noget tyder på, at de positive tiltag i nogen grad vejer op for de dårlige – for nogle typer i hvert fald.”

Afstem kulturen
På konferencen deltog MBTI-trænere fra hele Europa, og blandt dem stod især én pointe meget tydeligt frem: ”Et af de vigtigste budskaber, vi kan udlede fra rapporten, er, at du skal sørge for at afstemme med kunder og kolleger, hvordan tilgængelighedskulturen er – og så skal du være konsekvent,” fortæller Niels Dennig Stenz. ”Hvis du ikke har lyst til at være tilgængelig lørdag aftener, så skal du lade være med at skrive mails lørdag aften ’bare denne ene gang’. Det skaber nemlig forventninger hos modtageren om, at du er tilgængelig på skæve tidspunkter. Desuden kan modtagerens forventning smitte af og få dig til at føle, at du nu er nødt til at være tilgængelig konstant.” Det samme gælder ifølge Niels Dennig Stenz også i forholdet mellem leder og medarbejder: Hvis du som leder vil have dine medarbejdere til at holde fri uden for almindelige arbejdstider, så hjælper det ikke noget, at du selv sender mails midt om natten. Det skaber en kultur, hvor medarbejderne kan tro, at de forventes at gøre det samme.

Den virtuelle verden og symboler i MBTI
Always On-kulturen var ikke det eneste emne, der fyldte på konferencen. MBTI-trænerne fik også lejlighed til at diskutere, hvordan brugen af metaforer og symbolik i MBTI kan hjælpe nogle til at give udtryk for deres behov, og hvordan de anderledes udtryksformer kan hjælpe til en bedre forståelse for vores forskelligheder.

 

Undersøgelsens resultater

 “I feel like I am always on”

45% svarede ja, mens 30% svarede nej

“I often check my phone without thinking about it”

55% svarede ja, mens 30 svarede nej

“I like to be able to mentally leave work behind when I go home”

65% svarede ja, mens 15 svarede nej

“Where I work people can mentally leave work behind when they go home”

30% svarede ja, mens 40% svarede nej

 

Kilde: People first for Organizational fitness. The Myers-Briggs Company, 2019.