ISO 45001-certificering vinder sikkerhedsterræn i Enemærke & Petersen

aug 22, 2022

ISO 45001-certificering vinder sikkerhedsterræn i Enemærke & Petersen

I 2020 blev Enemærke & Petersen certificeret efter ISO 45001-standarden. Det var et helt naturligt skifte fra den indstillede OHSAS. Med den nye certificerings større fokus på ledelsens involvering i arbejdsmiljøet og en klar systematik for arbejdet var det et bevidst valg at have Human House med på sidelinjen som ekstern rådgiver for at sikre, at de nye tiltag, E&P ville igangsætte, var inden for rammerne for ISO 45001.

”Det er den eksterne ’kontrol’, der giver værdi for os. At have et ekstra øje på, der sikrer, at vi arbejder efter standarden, og at vi holder vores fokus, når det kommer til arbejdsmiljø.”
Sådan siger Rikke Kirkebjerg om betydningen af at være certificeret efter ISO 45001-standarden. Rikke er arbejdsmiljøchef i Enemærke & Petersen, og det er hende, der står for arbejdsmiljøsystemet i virksomheden. I mange år har hun kørt tæt parløb med Human Houses Vibeke Rasmussen, der både har hjulpet med at integrere standarden, ageret sparringspartner og også udført audits i virksomheden.

”Den sparring, jeg har fået fra Human House, har været vigtig for mig og for Enemærke & Petersen. Vi er meget interesserede i at passe på vores medarbejdere. Det er bare nemmest, når vi har sat rammerne ud fra certificeringsstandarden, og alle dermed kender spillereglerne. Men der er også aspektet i forhold til de kunder, der i deres udbud stiller et krav om, at vi er arbejdsmiljøcertificerede. Hvis vi ikke var det, ville vi altså gå glip af at byde på de opgaver.”

I tæt samarbejde om integrationen

Rikke Kirkebjerg forklarer, at medarbejderne nok ikke arbejder bevidst med certificeringen i hverdagen. Ikke fordi den ikke har betydning, men fordi den er blevet en integreret del af kulturen, så det ’er sådan, vi gør her’. Da E&P blev arbejdsmiljøcertificeret for første gang, blev der sat en masse nye procedurer i gang. Her var det en fordel at have en ekstern konsulent, der kunne hjælpe med at sikre en fælles forståelse for sikkerhedsarbejdet i virksomheden:

”Da vi valgte, at Human House skulle udføre vores interne audits, var det altså en ekstern konsulent, der kom ud på pladsen. Det betød, at der var en anden dialog på pladsen og en forståelse og accept omkring tilbagemeldinger,” fortæller Rikke Kirkebjerg.

”Jeg kunne i samarbejde med Vibeke rette virksomhedens fokus, så hun kunne bruge det på byggepladsen. Det var et ekstra talerør at have, og ved at kende vores systemer kunne Vibeke skabe tillid på vores byggepladser og derved skubbe i den rigtige retning. Det samme gjorde sig gældende på ledelsesniveau, hvor det gav en lydhørhed, at det var en ekstern, der kom og gav os et indblik i, hvordan man oplever Enemærke & Petersen udefra.”

Vision Zero, bæredygtighed og ISO 45001

Vision Zero har i den grad vundet indpas i arbejdsmiljøverdenen de seneste år, og ISO 45001 er faktisk ikke langt fra at rime på Vision Zero. Det er Enemærke & Petersen meget bevidste om, selvom de ikke organisatorisk har valgt at gå ind i Vision Zero:

”Vi har arbejdet med at finde de begreber i Vision Zero, som gav værdi for os som virksomhed, og vi har valgt at bruge mange af elementerne, blandt andet de syv gyldne regler. Det er et af vores strategiske mål, fordi det spiller så godt sammen med vores mål for arbejdsmiljøet. Og fordi vi tror på, at det er fremtiden også at tænke bæredygtighed i forhold til de menneskelige ressourcer,” siger arbejdsmiljøchefen.

Alt tyder lige nu på, at ESG, verdensmål og bæredygtighed kommer til at have stor betydning for en virksomhedsprofil fremadrettet – heriblandt ansvaret for at passe på sine medarbejdere. Også her spiller ISO 45001-certificeringen en rolle. Rikke Kirkebjerg tror, at virksomheder, der har opbygget faste systemer med baggrund i deres certificering, har en mere integreret tilgang til at komme i gang:

”Det er ikke, fordi det ikke kan lade sig gøre andre steder – slet ikke – men det bliver hurtigt mere naturligt at skabe nye processer for, hvordan vi arbejder med bæredygtighed. Vi er inde i et system, hvor vi hele tiden har nogle ting, vi skal arbejde hen imod. Det gør måske, at vi er lidt bedre klædt på.”

Og apropos at være godt klædt på, så er det lige præcis det, som Rikke Kirkebjerg mener, at man får ud af at tage en ekstern samarbejdspartner med under armen, når man skal certificeres – eller allerede er det:

”Det handler meget om at have en faglig ekspertise, som man både kan sparre med, men som også kan udfordre på nogle områder, hvor vi som virksomhed skal hæve vores niveau. Det er det her med at sikre, at når jeg har fået, hvad jeg selv synes er en supergod idé, er jeg så egentlig med? Rammer jeg inden for skiven? Er jeg stadig dækket ind i forhold til denne her certificering og standard? Og det er lige præcis det, Vibeke og alle de andre dygtige folk i Human House hjælper mig med,” slutter Rikke Kirkebjerg.

Kontakt

Cases