Mange ledere har fokus på at praktisere nærværende ledelse, så hvordan kan du forblive en nærværende leder, når du pludselig er afskåret fra at dele fysisk lokation med dine medarbejdere? Hvordan sikrer du, at alle har det godt og trives, når du kun er i kontakt med medarbejderen via skærm eller telefon? Hvordan sørger du for, at alle ved, hvad de skal lave og hvornår? Hvordan får du gjort spillereglerne tydelige f.eks. i forhold til tilgængelighed? Ledelseskonsulent og erhvervspsykolog hos Human House Niels Stenz giver 5 gode råd til lederen, der gerne vil praktisere nærværende ledelse – på afstand – i denne særlige tid.

I kølvandet på myndighedernes skærpede indsatser i forbindelse med coronavirus i Danmark og resten af verden kan vi konstatere, at virkeligheden fra den ene dag til den anden er kommet til at se markant anderledes ud, end vi ellers vant til. Mange af os – rigtig mange – arbejder hjemmefra i stedet for at møde ind på vores arbejdslokation, og mange af vores daglige møder afvikler vi nu online og på telefonen. Det er en særlig situation for os alle, og den bringer nye udfordringer med sig – også for lederen. For hvordan leder du på afstand medarbejdere, der er vant til at have deres leder fysisk tilgængelig?

1: Kommunikation er key!
Sørg for at være i daglig kontakt med – om muligt – alle dine medarbejdere. Foretag et hurtigt morgenopkald, hvor I lige ’tjekker ind’ og siger god morgen, som I ellers gør under normale omstændigheder, når I møder ind på arbejdspladsen. På den måde får I afstemt dagens arbejdsopgaver, fokus og prioriteringer, og der er etableret en åben linje, hvor medarbejderen har mulighed for at stille spørgsmål eller give udtryk for bekymringer eller tvivl uden selv at skulle tage fat i dig.

2: Afstem forventninger, og bliv enige om spillereglerne
Når vi ikke fysisk befinder os det samme sted, er det afgørende, at vi afstemmer forventningerne til hinanden og har spillereglerne på plads. Hvornår er vi på arbejde, og hvornår er vi i gang med at hjemmeundervise børnene? Hvornår kan vi ’tillade’ os at ringe til hinanden, og hvornår er det i orden at besvare mails. Alt er kastet op i luften lige for tiden, og derfor er det en god idé at forholde sig til, om alle er med på spillereglerne og afstemme forventningerne til hinanden i arbejdsteamet internt og i forhold til dig/jer som ledelse. Et forhold, der også kan have stor betydning for din egen balance som leder.

3: Vedligehold den sociale lim: Opfordr medarbejderne til at ’mødes’ online dagligt
Ligesom du som leder sørger for at holde kommunikationen i gang og linjen åben, bør du, hvis det er muligt, opfordre dine medarbejdere til at tage et dagligt online møde, hvor der er mulighed for at sige hej og give en kort status på løst og fast, som man eller vil gøre, når man venter ved kaffeautomaten eller fylder vandkaraflen i tekøkkenet. Det behøver ikke at involvere hele medarbejderflokken, det kan blot være et online møde med dem, medarbejderen til daglig sidder ved siden af og overfor, og som det er naturligt at ’tjekke ind’ hos i det daglige.

4: Formidl fakta for at tæmme frygten
Tag teten i forhold til de mange informationer, vi alle bombarderes med netop nu. Forhold dig til fakta, og formidl fakta. Forhold dig til den helt naturlige frygt, der utvivlsomt opstår hos nogle medarbejdere som en følge af corona-situationen: Det kan dreje sig om tanker om sygdom og helbred, tanker om konsekvenserne i forbindelse med nedlukningen af landet – herunder jobsikkerhed, krisetanker og verdensøkonomi.

5: Fleksibilitet og hjælp til prioritering
Der er mange medarbejdere, der lige nu bruger meget energi på at få enderne til at mødes hjemme i privaten. Det at balancere arbejdsopgaver med børnepasning og lektielæsning er en udfordrende opgave, der let kan resultere i en følelse af ikke at slå ordentligt til nogen steder. Derfor har nogle medarbejdere lige nu et særligt behov for forståelse og fleksibilitet kombineret med en klar opgaveprioritering. Som leder kan du gøre en stor forskel ved at være realistisk i dine forventninger til medarbejderen og tydelig i forhold til opgavernes prioritering.


Vores team af ledelseskonsulenter og erhvervspsykologer står – især i denne specielle tid – til rådighed, hvis du som leder har behov for sparring, coaching eller anden form for feedback på din opgave som leder, der måske netop nu er anderledes og særligt udfordrende. Kontakt os på info@humanhouse.com, eller ring direkte på 7010 9080.